EM håndbold

Dansk debutant hyldes af Anders Eggert: - Jeg blev kastet for løverne

Magnus Bramming spillede sin blot anden slutrundekamp, da Danmark mandag aften fik 24-24 mod Ungarn. Og det gjorde han godt.

Når man får chancen, så skal man gribe den. Det har Magnus Bramming i den grad forstået.

Skader gør, at Danmarks faste inventar på venstrefløjen, Casper U. Mortensen og Magnus Landin, ikke er disponible i øjeblikket.

Derfor har Nikolaj Jacobsen valgt at give 29-årige Bramming slutrundedebut. Mandag aften var Bramming stærkt medvirkende til, at Danmark stadig lever ved EM.

- Jeg havde helt bestemt våde håndflader, da jeg kom ind. Jeg blev kastet lidt for løverne, da det ikke helt kørte og Møllgaard skulle have noget luft.

- Jeg synes, jeg kom ind og bidrog med lidt fart og fik sat gang i vores kontrafase. Og så scorede jeg heldigvis på de fleste af de chancer, der kom ud til mig, siger Magnus Bramming til TV 2 SPORT.

Og TTH Holstebro-spilleren kom i den grad også ind, da det så værst ud.

Han kom nemlig på banen ved stillingen 10-6 til Ungarn, men med tre hurtige scoringer fra Bramming var Danmark tilbage i kampen.

En præstation, der ikke er gået ubemærket hen hos den tidligere venstrefløj på landsholdet Anders Eggert.

- Det var en fantastisk præstation af Magnus Bramming. Han kommer ind på et tidspunkt, hvor det ser rigtig svært ud. Vi spiller dårligt, og der er ikke styr på noget. Og så kommer han ind og starter med at få smidt tre mål ind. Det var en stor præstation.

Kåret til kampens spiller

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard giver efter alle Danmarks kampe sit syn på spillernes præstation i sin karakterbog.

Og kampen mod Ungarn var ingen undtagelse.

Her gav han Magnus Bramming skalaens højeste karakter og kårede ham sammen med Niklas Landin til kampens spiller.

- Der var så meget på spil i dag(mandag, red.), og Bramming har ikke meget erfaring. Men på trods af det præsterer han imponerende flot. Han laver seks mål på syv forsøg, og forsvarsmæssigt gør han rigtig mange ting rigtigt. Og han fanger et udspil, da det gælder allermest. Helt suverænt hans bedste landskamp – på et rigtigt tidspunkt, sagde Nyegaard i sin karakterbog.

Selvom Magnus Bramming kom ind og leverede en stor præstation, var det stadig ikke nok til at sikre Danmark sejren.

De to nationer delte nemlig pointene mellem sig, hvilket betyder, at Danmark ikke længere selv kan afgøre EM-skæbnen.

Landsholdet har brug for en islandsk sejr mod Ungarn, mens de selv skal vinde over Rusland. Alt andet sender Danmark hjem.