Mikkel Hansen forstår ikke dommernes beslutning

Danmark skal bruge hjælp fra Island for at komme videre fra EM-gruppespillet. En aktion af Mikkel Hansen til sidst kunne dog have ændret det hele.

Med 10 sekunder tilbage af kampen forsøgte Mikkel Hansen at bryde gennem det ungarske forsvar.

Solide Patrik Ligetvari kom dog hoppende ind fra siden og fik forstyrret den danske stjerne så meget, at han brændte sit skud.

Situationen betød, at Ungarn kom i boldbesiddelse med otte sekunder tilbage, hvor stillingen var 24-24. Ungarerne kunne fint nøjes med det ene point, og derfor blev dette også kampens resultat.

Mikkel Hansen var meget uforstående overfor situationen efterfølgende.

- Det er i hvert fald mærkeligt, at der ikke bliver dømt noget. Det må man sige. Men det kan man ikke ændre så meget på nu, sagde han efter kampen til BT.

Det uafgjorte resultat betyder også, at Danmark nu kun kan avancere med hjælp fra Island, der skal besejre Ungarn i den sidste kamp. Imens skal danskerne selv slå Rusland.

Eksperter uenige om situation

TV 2 SPORTs håndboldekspert, Daniel Svensson, mener ikke, at der skulle have været dømt straffekast i situationen. Faktisk skal de danske spillere være glade for, at angrebet ikke blev afbrudt før.

Er der straffekast?

- Nej, sagde Daniel Svensson kort efter kampen.

- Jeg mener, at Danmark skal være glade for, at der ikke bliver fløjtet angrebsfejl i situationen med Rasmus Lauge lige før.

Mikkel Hansen blev presset af Patrik Ligetvari, inden han skulle til at afslutte.
Mikkel Hansen blev presset af Patrik Ligetvari, inden han skulle til at afslutte. Foto: TV 2 SPORT

Claus Møller Jakobsen er dog ikke så sikker som sin ekspertkollega.

- Det er en af de utallige tvivlskendelser. Kommer han (den ungarske forsvarsspiller, red.) springende ind fra siden, eller når han at vinde sin position? Han har jo ikke vundet sin plads tydeligvis. Men det kan sagtens forsvares ikke at dømme den, siger håndboldeksperten.

Hansen ærgrer sig over flere ting

Mikkel Hansen, der blev noteret for tre mål, erkender efter kampen, at der er flere ting, han gerne ville have gjort bedre.

- Der vil altid være noget, man ærgrer sig over, når man ikke får to point. Både personligt, men også som hold. Det er klart. Jeg tror, der er mange ting, vi ærgrer os over, vi ikke kunne gøre bedre. Først og fremmest putte kuglen i kassen, sagde Mikkel Hansen til TV 2 SPORT.

Danmarks skæbne kan allerede være afgjort, inden de selv går på banen på onsdag. Island og Ungarn spiller nemlig 18.15, imens Danmark og Rusland først går på banen klokken 20.30.

Hvis Island ikke vinder, er Danmark ude.

Afstemning