Stjernerne leder ikke noget som helst hos 'de frygtsomme verdensmestre'

16x9
Rasmus Lauge og Mikkel Hansen mangler at finde storspillet frem ved EM. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

KLUMME:

De frygtsomme verdensmestre.

25. januar 2019 i Barclaycard Arena i Hamburg pulveriserede Mikkel Hansen og hans kammerater de forsvarende franske verdensmestre med hele 38-30.

Landstræner Nikolaj Jacobsen – den allerstørste ledestjerne – virker også passiv og hæmmet

Bent Nyegaard

Jeg talte under og efter opgøret om "den perfekte kamp".

Nu 353 dage senere i Malmø Arena har Hansen & Co. vel næppe været længere fra det perfekte end i kampen mod Ungarn.

Selv de simpleste ting er pludseligt forbandet svære. Frygten for at fejle er blevet de flestes forbundsfælle.

Ansigter og kroppe kan være meget afslørende for et holds – og den enkelte spillers – mentale tilstand.

Ledestjernerne virker passive og hæmmet

Spol bare Ungarn-kampen tilbage for dit indre øje. Ikke mange smil og knyttede næver, der er til skue netop nu.

Ledestjernerne – Mikkel Hansen og Rasmus Lauge – leder ikke noget som helst. De har rigeligt at gøre med at holde styr på sig selv og forsøge at finde tilbage til det, de tidligere kunne på rygmarven.

Fordi de kunne det, og fordi de vovede det. Nu tøver de og havner i ikke-løsbare spilkomplekser.

Landstræner Nikolaj Jacobsen – den allerstørste ledestjerne – virker også passiv og hæmmet, og dermed kommer heller ikke han til at lede.

'Jacobsen er syv mod seks-spillets absolutte mester'

Uomtvisteligt var det en stor overraskelse, at ungarerne – nu spansk inspireret på trænerbænken – var så offensive i deres defensive tankegang.

Det ligner ikke landstræneren at reagere langsomt. 19 minutter gik der, inden timeout-knappen fik et tryk.

Jacobsen er syv mod seks-spillets absolutte mester. Mikkel Hansen er klodens bedste vurderingsspiller. Det sat sammen med, at Danmark – selv om der var chancer – ikke scorede nok, burde have indikeret en tidligere indgang til overtalsspillet.

Om ikke andet så for at skabe mere ro hos landsholdets mange ængstelige sjæle.

Dårlig optakt og få træningstimer

Vel har optakten været kaosagtig. Jeg gennemgår ikke samtlige skadesscenarier, men det har for Jacobsen, Kronborg og landsholdet som helhed været den hæsligste af alle optakter. Særligt i sammenhæng med, at træningstimerne har været få.

Ethvert hold lever af både spillemæssige og sociale kompetencer. Sat sammen giver det et holds udtryk. Det, du og jeg kan iagttage, når det folder sig ud både på og uden for banen.

Siden Nikolaj Jacobsen er kommet til, er landsholdets profil og udtryk blevet skærpet mere og mere. Selvfølgelig tydeligst i de nu så historiske VM-dage anno januar 2019.

Summa summarum. Ingen har været i tvivl om, at det har været landstrænerens dagsorden, der har været den gældende, og når den dagsorden ikke er blevet fulgt til punkt og prikke, har det både kunnet høres og ses.

Lige nu hører og ser jeg Nikolaj Jacobsen mindre tydeligt.

Spillerne skal løfte opgaven i flok

Hansen og Lauge er i uoverensstemmelse med det væld af kompetencer, der normalt er deres forcer, og resten af holdet spejder efter deres inspiratorer.

Landsholdet og dets ledere er i ukendt territorie. EM’s nye spilformat, hvor ét nederlag kan blive skæbnesvangert, lægger et kolossalt mentalt pres på favoritterne.

Danmark er Ă©n af topfavoritterne, og lige nu slĂĄs Jacobsen & Co med det enorme pres.

De kender hinanden godt på landsholdet, men noget tyder på, at de skal endnu tættere på hinanden for løfte opgaven i flok.

Søren Kierkegaard har sagt det flot: ”Hvis du vil hjælpe et menneske, er du nødt til at forstå, hvad han forstår.”

Det er opgaven. At finde ind til hinanden og prøve at forstå, hvad den enkelte slås med på både det mentale og psykologiske plan, så humør, attitude og indsats kan være med til at fjerne det åg, alle åbenlyst bærer rundt på.

Lykkes det, er der alle muligheder for, at jeg ikke længere skal forholde mig til ”de frygtsomme verdensmestre”.