Nikolaj Jacobsen er uenig i chefens efterlysning
Sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF) Morten Henriksen savner ledertyper i dansk håndbold.
Evalueringen af og tankerne om, hvad der gik galt for de danske verdensmestre ved EM er så småt i gang.
Danmark tabte til Island og spillede uafgjort mod Ungarn, og de to pointtab var nok til at koste danskerne chancen for en plads i mellemrunden.
Sportschefen i DHF, Morten Henriksen, pegede efter sejren i den betydningsløse kamp mod Rusland på noget, der skal kigges på.
- Jeg synes, vi har en udfordring i dansk håndbold generelt med ledertyper. Det synes jeg også, vi har set her. Vi mangler nogen, der virkelig tager ansvaret på egne skuldre, når tingene går mod os. Det var ikke svært sidste år, hvor tingene gik godt. Så er det ikke problematisk. Så det bliver spændende at kigge på, hvordan vi får lavet de her ledertyper i herrehåndbold, siger Morten Henriksen til TV 2 SPORT.
Landstæner Nikolaj Jacobsen er ikke enig med sin chef.
'Vi har ledere nok'
EM-slutrunden kommer selvfølgelig til at stå i skærende kontrast til VM for et år siden, hvor alt spillede for Danmark, der blev verdensmester for første gang i historien.
Jacobsen slår fast, at det "er nemt at være leder", når tingene kører, og at det er svært, når "tingene kører knap så godt".
- Jeg synes, vi har ledere nok. Niklas Landin, Henrik Møllgaard. Vi har desværre haft Lasse Svan ude (med skade, red.), der også betyder rigtig meget for vores hold på den ledelsesmæssige del. Mikkel Hansen, Rasmus Lauge og så videre, siger Nikolaj Jacobsen og fortsætter:
- Jeg synes, der er nok af de typer på holdet. Vi må bare sige, at vi ikke har været dygtige nok. Specielt Ungarn-kampen gør, at vi nu står her og allerede skal hjem.
Sportschefen vil ikke udtale sig om enkeltpersoner, men han mener, det er en mangelvare i dansk håndbold.
- Det behøver ikke altid være den mest dominerende spiller, der er ledertypen. Jeg kan nævne et hav af hold, hvor det også er spillere, der er lidt mere i kulissen, der træder menneskeligt i karakter. Det er noget, vi generelt skal kigge på, siger Morten Henriksen.
Danmark døjede med flere skader op til og under EM, som åbnede for mange spørgsmål og knap så mange svar.
Jacobsen tager ansvaret
Samtidig blev Danmark det store offer for det nye EM-format, hvor kun to - modsat tidligere tre - nationer går videre til mellemrunden.
Nikolaj Jacobsen tager dog skuffelsen på sine skuldre.
- Det er mit ansvar. Det er mig, der træffer beslutningerne, udtager og sætter holdet, siger Nikolaj Jacobsen.
Han fortæller, at han nu skal hjem og kigge på de ting, han selv kan forbedre eller ændre fremadrettet.
- Og selvfølgelig have en masse dybe og tunge snakke med nogle af spillerne om, hvad vi har gjort forkert, og hvad vi skal gøre bedre fremadrettet, så vi kommer i en bedre forfatning, end vi var her.
Da Nikolaj Jacobsen ankom til Malmö Arena sidst på eftermiddagen, var han 100 procent af den overbevisning, at "vi skulle blive her i længere tid".
Han og spillerne kunne dog se Ungarn gøre det grimt ved både Island og Danmark i dagens tidlige kamp. Ungarerne vandt med seks mål og spillede sig videre til mellemrunden med to point. Island er også videre, men uden point.
Danmark er helt ude. Det var en kæmpe skuffelse for landstræneren, men han er ikke tilhænger af at evaluere for meget nu og her.
- Man skal også passe på. Lige nu er der en masse skuffelse i kroppen. Vi skal have snakket tingene igennem, men lige nu synes jeg ikke, det er det helt rigtige tidspunkt at tage de helt store snakke, siger Nikolaj Jacobsen.
Han har været landstræner siden 2017, og 13.-pladsen er hans klart dårligste resultat. Ved EM i 2018 tabte Danmark bronzekampen, mens det blev til VM-guld året efter.
Det næste store mål er sommerens OL, hvor Danmark i kraft af VM-titlen er sikret en plads.