Skuffede eksperter: - Det er en fiasko
For første gang siden 2005 røg de danske håndboldherrer ud af en slutrunde allerede i det indledende gruppespil.
De danske verdensmestre i håndbold kom til europamesterskaberne som et frygtindgydende landshold, og mange eksperter fra både ind- og udland havde udpeget Danmark som den helt store guldfavorit.
Men ak ja. Efter et nederlag til Island og uafgjort mod Ungarn røg håndboldherrerne definitiv ud af EM, da Island tabte til Ungarn. Dermed blev Danmark og Rusland efterladt i en kamp om tredjepladsen - stik mod alle forventninger.
- Der er ingen tvivl om, at det er en fiasko. Danmark har i to kampe på ingen måder ramt niveau. Der er ikke rigtig noget, der har hængt sammen angrebsmæssigt på nær første halvleg mod Island, hvor det så godt ud. Der var der så ikke noget forsvar eller nogen redninger.
- Så på intet tidspunkt har Danmark fundet fodfæste ved den her slutrunde, og så ser vi, at niveauet i toppen af international håndbold er så godt og bredt, at det ikke er nok, når Danmark ikke spiller på toppen. Så taber man til lavere rangerende hold, siger TV 2 SPORTs ekspert Claus Møller Jakobsen.
'Spillerne er kede af at skuffe nationen'
Skuffelsen stod da også malet i ansigtet på de danske spillere, der fra sidelinjen kunne følge afgørelsen på Island-Ungarn.
Enkelte sad med tomme blikke på tribunen, andre tittede ind fra døren til omklædningsrummene, mens de sidste helt holdt sig væk fra spotlight. Få minutter senere kunne ingen dog skjule sig, da spillerne næsten deprimeret løb ind til opvarmningen til Rusland-kampen.
- Det er frygteligt. Det er de danske verdensmestre, som er ude efter den indledende gruppe. Det var der ret mange - inklusiv mig selv - der ikke havde set komme. Spillerne er selvfølgelig frygtelig skuffede både på egne vegne, men de er også kede af at have skuffet en hel nation, siger GOG-spilleren Lasse Kronborg, der fungerer som ekspert for TV 2 SPORT under EM.
En hård skæbne under ny struktur
For første gang i historien deltager 24 lande ved et europamesterskab i håndbold, hvor der siden 2002 har der været 16 deltagende nationer.
De 24 lande har været inddelt i seks indledende grupper med fire hold i hver, hvilket også har betydet, at kun to lande avancerer til mellemrunden. Landstræner Nikolaj Jacobsen har givet udtryk for, at der ikke ville være råd til fejltagelser, men trods det nye format burde Danmark sikkert have spillet sig i mellemrunden. Det mener Lasse Kronborg:
- Det var præmissen på forhånd, og det vidste de danske spillere. At der ikke var plads til ret mange fejltagelser, og det er en hård skæbne at tabe en kamp med ét mål, spille uafgjort og så være ude. Men det er ikke godt nok af de danske verdensmestre.
- Danmark har ikke præsteret. De har spillet to kampe på et niveau, der er langt under, hvad de normalt kan præstere. Så først og fremmest er det niveauet, der ikke har været godt nok. De danske spillere har ikke været i sync med hinanden. Det ser ikke ud til, de helt har kendt deres roller og besøgelsestid, siger eksperten.
De store stjerner har ikke holdt niveau
Den store stjerne Mikkel Hansen gav før tirsdagens træning udtryk for, at Danmark ikke taktisk havde spillet efter hans ønske. Hverken han eller Rasmus Lauge fandt aldrig det niveau, der var med til at sikre VM-guld for et år siden på hjemmebane.
- Først og fremmest er det mange af de danske profiler som Mikkel Hansen og Rasmus Lauge, der sammen med holdet ikke har ramt det niveau, som vi ved, de kan. Og så er Danmark gået lidt på kompromis med de ting, som Danmark har været gode til.
- Man er gået væk fra den kontrafase, som før har været så frygtet, fordi man har været bange for defensiven. Det er så spørgsmålet, om det var den rigtige taktik, siger Lasse Kronborg.
Trods det tidlige EM-exit er Danmark allerede kvalificeret til OL 2020 i Tokyo samt VM næste år i Egypten.