EM håndbold

'Vi er det mindste, største land i verden' - håber på dansk støtte til HUH-råb

Danske fans og spillere skal onsdag aften håbe på, at det islandske HUH-råb fylder hallen i Malmø. Island skal nemlig vinde, hvis Danmark skal videre.

Opfordringen er soleklar.

De islandske fans vil have danskerne med om bord på det ikoniske HUH-råb onsdag aften i Malmø.

- Der kommer så mange danske tilskuere, så I skal huske at heppe på Island. Det er ikke særlig svært. Det er bare ’Vi er fra Island – HUH’, siger en islandsk fan til TV 2 SPORT inden onsdagens kamp mellem Island og Ungarn.

Island har nemlig i høj grad brug for sejren og de to point, selvom de er videre til mellemrunden uanset udfaldet af kampen. Både med henblik på den videre EM-succes, men i allerhøjeste grad på grund af drømmen om OL.

Danmark er nemlig allerede kvalificeret til de olympiske lege qua verdensmesterskabet i fjor, hvorfor en plads i OL-kvalifikation vil blive nemmere for Island, hvis Danmark følger med over i mellemrunden i stedet for Ungarn.

Og de danske fans har samtidigt et utrolig godt incitament til at hjælpe de islandske spillere til en sejr. Danmark er nemlig ud af EM, hvis Island ikke vinder over Ungarn.

'Vi er det mindste, største land i verden'

362.860 mennesker.

Det er antallet af mennesker, der bor på Island ifølge de nyeste tal.

Det er med andre ord ikke et særlig stort land, men alligevel er nationen verdenskendt på grund af HUH-råbet.

- Jeg tror, det startede, da vi kvalificerede os til VM i fodbold. Og det voksede sig stort og blev noget, vi tog med os. Og det findes også her i Malmø, og det er en fed følelse. Vi er det mindste, største land i verden, siger Kari Kristjan Kristjansson til TV 2 SPORT.

Det store brøl gik viralt under EM i fodbold i 2016, hvor Island ganske overraskende besejrede England i 16.-delsfinalen. Onsdag aften skal danskerne håbe på endnu et stort sportsresultat fra den nordiske østat.

Islænding får ikke sin husleje

De danske spillere ved også godt, hvad der er på spil. Island SKAL vinde.

Derfor har landsholdsspillerne også gjort sit for at motivere de islandske spillere til at sejre. Sigvaldi Gudjonsson afslørede tidligere, at han har modtaget flere SMS'er fra danskerne.

Mads Mensah Larsen har også fortalt sin tidligere holdkammerat fra Rhein-Neckar Löwen, Gudjon Valur Sigurdsson, at han vil miste penge, hvis Island ikke vinder.

- Jeg har sagt til Gudjon, at han ikke får sin husleje, hvis de ikke vinder. Men ellers er jeg ikke specielt bekymret. Hvis der var et hold, jeg var skulle være tryg ved og lægge min skæbne i hænderne på, så var det islændingene. Så det er slet ikke noget, jeg går og bekymrer mig om. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg da hellere, de vil have os med videre, fordi de har et bedre indbyrdes forhold til os.

- Og så tror jeg også, de har mere tillid til, at vi kan snuppe point fra de andre hold i mellemrunden. Så jeg kan ikke finde grunde til, de ikke skulle have lyst til at vinde. Og den mest oplagte grund er jo, at de bør være interesseret i at få maksimum point med over til mellemrunden. Så det behøver vi ikke bruge krudt og tid på, siger Mensah.

Svaret på, om Danmark går videre, kommer onsdag aften. Her spiller Island mod Ungarn klokken 18.15, mens Danmark spiller mod Rusland klokken 20.30. Begge kampe kan ses på TV 2.