EM håndbold

Gudmundsson bænkede den største stjerne - slet ikke til stede, siger ekspert

Islands Aron Palmarsson er faldet gevaldigt i niveau ved EM, og efter bare 11 minutter af kampen mod Slovenien blev han taget ud.

Han førte Island til en højst overraskende sejr i EM-åbningskampen mod Danmark med ti scoringer.

Siden mistede FC Barcelona-spilleren Aron Palmarsson pusten, og i den første mellemrundekamp mod Slovenien var stjernespilleren helt ved siden af sig selv.

Island var bagud med 6-2, da landstræner Gudmundur Gudmundsson tog timeout. Han beholdt Palmarsson på banen, men da Island kort efter kom bagud med 7-2, havde Gudmundsson set nok og pillede holdets største stjerne ud.

- Gennem hele første halvleg dækkede han nærmest ikke op, sagde ekspert Daniel Svensson i TV 2 SPORTs pausestudie.

- Han er slet ikke til stede i kampen, så jeg synes, de gør klogt i at tage ham ud og sætte nogle af de andre ind.

Comeback efter udskiftning

Højst iøjnefaldende markerede bænkningen af Palmarsson et stort comeback af Island.

Ti minutter senere udlignede de nemlig til 9-9 og bragte sig også foran mod slutningen af første halvleg.

Palmarsson fik et kort indhop i de sidste minutter før pausen, hvor Island var bagud med 15-14.

Bombac legede

Slovenien trak stille og roligt fra islændingene, og efter 42 minutters spil kom Palmarsson tilbage på banen. Han scorede godt nok to mål, men lavede flere fejl og var nærmest en saltstøtte i forsvaret mod Dean Bombac, der kampen igennem legede med Island.

- Han havde ikke en god dag. Jeg ved, at han kan præstere meget, meget mere og bedre. Selvfølgelig savner vi hans kompetencer. Hvert eneste mål, vi lavede, kom af hårdt arbejde, siger Gudmundur Gudmundsson til TV 2 SPORT.

Dean Bombac var kampens store spiller, da Slovenien slog Island med 30-27. Video: Bo Bentsen

Slovenien vandt kampen relativt komfortabelt med 30-27 og ligner et godt bud på et semifinalehold med fire point. Island har nul point.

- De var bare bedre end os. De har mere rutine og fantastiske spillere på alle positioner, som spiller i storklubber i Europa. Det var fortjent, siger Gudmundur Gudmundsson.

- Nogle af vores spillere mangler rutine. Det var en ok kamp i mange perioder, men vi tabte til et bedre hold. Det må man bare sige.

Island møder Portugal i næste kampe. Selvom semifinalerne så godt som et væk for islændingene, har de stadig en plads i OL-kvalifikationen at spille for.