EM håndbold

Morten Stig uddyber udmelding om EM-formatet

Generalsekretæren i Dansk Håndbold Forbund (DHF) vil sammen med det europæiske håndboldforbund se nærmere på det nye format, når EM kommer på afstand.

Ved EM 2020 så et nyt format dagens lys, da slutrunden blev udvidet fra 16 til 24 hold.

Udover den større volumen af nationer blev det også sådan, at kun 2 ud af 4 hold fra hver af de 6 indledende grupper spillede sig videre til mellemrunden. Tidligere gik 3 hold videre.

Og det kostede Danmark eksistensen ved EM. Efter nederlag til Island og uafgjort mod Ungarn blev mellemrunden umulig at nå for danskerne allerede inden den sidste kamp onsdag mod Rusland.

Generalsekretær i DHF Morten Stig Christensen sagde i TV 2 SPORTs EM-studie efter kampen, at han og DHF på et senere tidspunkt ville tale med det europæiske håndboldforbund (EHF) om, hvorvidt formatet er det helt rigtige, når både Danmark og Frankrig ikke blev en del af mellemrunden.

- Nu vil jeg ikke stå i en situation, hvor vi er dem, der har trukket det korteste strå og stå og pive over den slags ting, men når det nu er kommet på afstand, må vi sætte os ned og sige: ”Er det for farligt at hive alle de hold ud?” Der kommer fire mellemrundekampe, som havde været spændende og fantastiske at være med i.

- Prøv at tænke på, hvad det betyder for produktet, at Danmark og Frankrig er væk. Det må vi selvfølgelig evaluere på. Men jeg gider ikke at stå i taberens rolle og være sur over det. Vi har ikke præsteret, Frankrig har ikke præsteret, og så er den ikke længere. Men selvfølgelig skal vi kigge på nogle af de ting, for det er også et kommercielt show, sagde Morten Stig Christensen.

Snakken om at kalde på en evaluering blev opsnappet af det norske medie VG. Men avisen og dets håndboldkekspert Ole Erevik havde ikke fået hele konteksten med.

Kommercielle produkt kan skades

TV 2 SPORT har efterfølgende fået Morten Stig Christensen til at uddybe sit syn på formatet, som han mener er rigtig godt, fordi der er sikret gode mellemrundekampe med masser af spænding.

Generalsekretæren fortæller, at han selv var en af bagmændene bag det nye format og udvidelsen til 24 nationer ved EM som medlem af EHF's Nations Board og Professional Handball Board.

Han understreger, at formatet lige som mange andre ting altid skal evalueres løbende, men at tiden ikke er moden til det så kort efter det danske exit.

- Det sender dønninger ud i Europa, at Frankrig og Danmark er væk, før EM overhovedet er startet. Det maner da til eftertanke. Det betyder ikke, at der skal laves om på noget som helst. Det er ikke på baggrund af Danmark, vi skal diskutere det, men vi kan tage diskussionen op om flere måneder.

- Den sportslige del af det er selvfølgelig, at Ungarn og Island helt fortjent har kvalificeret sig til mellemrunden. Det kan der overhovedet ikke sættes en finger på, siger Morten Stig Christensen og forklarer, hvorfor det ikke er uvæsentligt at have de største nationer med.

- Det er ud fra et medie- og tv-mæssigt samt kommercielt synspunkt. Hvis for mange af de største håndboldmarkeder ikke er med, kan det påvirke produktet.

Modsat tidligere kan holdene maksimalt få to point med videre til mellemrunden, hvorfor spændingen i teorien bliver bevaret længere.

Hylder det nye format

TV 2 SPORTs redaktør Dan Philipsen mener, at det nye format er en gave.

- Når solen en dag igen står op over Håndbold-Danmark, og dette EM kommer på afstand, skal alle glæde sig mere end nogensinde til næste EM. Tænk sig, at hver aktion, hver scoring, hver redning, hvert lille fejltrin kan ende i et pinefuldt exit allerede efter de indledende kampe. Det er da essensen af topsport, skriver han i en klumme.

- Så kan man argumentere med det urimelige i, at et klassehold som Danmark er sendt ud, og et uinteressant hold som Østrig er videre med maksimumpoint. Men sådan bliver det nødt til at være, når værtsnationen må vælge sin indledende gruppe. Det privilegie har Danmark også haft. På bundlinjen står, at Danmark ikke var gode nok. En konklusion, som spillerne erkendte undervejs og efter exit’en. Det klædte dem i nederlagets stund.

Ligesom EM er VM også blevet udvidet. Her går man fra 2021 fra 24 til 32 hold.