EM håndbold

Norsk profil fik finger revet af led - kostede rødt kort til ungarer

Magnus Abelvik Rød så halvdelen af kampen mellem Norge og Ungarn fra sidelinjen, fordi hans finger gik af led efter en infight med Bence Banhidi.

Se situationen i toppen af artiklen

Det er ikke meget, der ikke er gået Norges vej under EM. Faktisk har det hele flasket sig for nordmændene.

Spillet har været sprudlende, sejrene har været solide, og Sagosen har styret spillet sublimt.

Men nu er Norge - måske - løbet ind i den første udfordring. Magnus Abelvik Rød måtte nemlig se til fra bænken i hele anden halvleg, efter han blev sendt i gulvet af ungarske Banhidi.

En aktion, der kostede Banhidi det røde kort og en mulig skade til Magnus Rød.

- Jeg går ind i duellen, og så får jeg et slag i ansigtet, og så lander jeg på hånden. Jeg tror, at fingeren gik af led, men den gik heldigvis tilbage, siger han til TV 2 SPORT.

Magnus Abelvik Rød virker dog optimistisk omkring skaden efter kampen, men nåede altså kun at få 20 minutter af kampen. Inden skade noterede Rød sig for tre mål på fire afslutninger.

'Vi gør det fantastisk'

Norge besidder dog en rigtig bred trup. Harald Reinkind gik nemlig ind og erstattede Rød på højrebacken på fornem vis. Han lavede fem mål på syv forsøg i kampen.

Og selvom Norge vandt 36-29 i en kamp, hvor de flere gange førte med ti mål, sidder Rød ikke tilbage med følelsen af, at det var en nem kamp.

- Det var en hård kamp. Vi havde talt om at holde koncentrationen gennem 60 minutter, og vi gør det fantastisk i første omgang. Så slipper vi lidt på det, og så må vi kæmpe for at beholde føringen.

- Men jeg er glad for, at vi gjorde det så godt, som vi gjorde i dag (fredag, red,), siger Magnus Rød.

Med sejren har Norge lagt sig i toppen af mellemrundens gruppe 2. Ungarn havde ligesom Norge to point med sig i mellemrunden, så det var et stort norsk skridt i retning af semifinalerne.

Stillingen i mellemrundens gruppe 2.