EM håndbold

Spanien bange for spionage - rev kabel ud og mørklagde kamera

Europamesterskaberne i håndbold er gået ind i sin afgørende fase, og det kan mærkes på flere måder. Fredag gik det ud over et TV 2-kamera.

Hvis du kan se kameraet, kan kameraet også se dig.

Det er et kendt udtryk i mediebranchen, men også en god reminder i livet generelt.

Nu har vi været oppe og hive kablet fra, fordi vi kunne se, det filmede direkte ned mod vores træning

Spansk EM-guide

Den spanske EM-lejr var formentlig klar over det, da de fredag havde sidste træning i Wien inden lørdagens møde med værtsnationen Østrig i mellemrunden.

Nede fra banen kunne de nemlig se et kamera på tribunen, der lyste rødt og dermed var i optagelse. Det fik straks en guide tilknyttet det spanske landshold til at reagere, og han gik stålfast mod kameraet på tribunen.

Spanierne frygtede spionage og ønskede på ingen måde, at andre skulle få indblik i deres taktik fra den lukkede træning.

Der var dog på ingen måde tale om spionage. Kameraet tilhører nemlig TV 2, der igennem hele EM-slutrunden har haft et kamera stående på tribunen som kommentatorkamera. Da der samtidig var afprøvning af signalet til kameraet og sendelinjerne, var kameraet altså i optagelse.

'Vi har været oppe og hive kablet fra'

Hen mod afslutningen på den spanske træning ankom TV 2 SPORTs reporter Stine Bjerre Mortensen så til hallen, hvor hun var ved at gøre klar til interviews med de spanske spillere:

- Der kom de (EM-guiden fra Spanien, red.) straks hen til os og spurgte, om det var vores kommentatorkamera, der var oppe i hallen og pegede i retning ned mod banen. Vi svarede ja, og at vi lige var kommet. Svaret var klart: ”Vi har ikke kunnet finde ud af, hvis det var. Vi troede, det var Østrigs (lørdagens modstander, red.), så nu har vi været oppe og hive kablet fra, fordi vi kunne se, det filmede direkte ned mod vores træning.”

- De var helt paranoide og lidt vrede på os, kunne Stine Bjerre Mortensen berette.

På optagelserne fra kameraet, der kun rullede ind internt i TV 2s systemer, kan man se, hvordan en mørk skikkelse i form af EM-guiden først lægger en hånd over kameraet, inden han godt fem minutter senere altså hev kablet fra og mørklagde kameraet.

Efter det gik op for den spanske lejr, at der på ingen måde var tale om spionage, kunne alle parter også tage episoden med et smil.

Ekspert: - Spanien tager det her meget, meget seriøst

TV 2 SPORTs ekspert Peter Bruun Jørgensen er ikke i tvivl om, hvad situationen er et bevis på.

- Spanien tager det her meget, meget seriøst, og nu er turneringen gået ind i den afgørende fase. Den kamp, Spanien skal spille mod Østrig, er en nøglekamp, og kan de vinde den, så er de så godt som i semifinalen. Så de forbereder sig 100 procent, og der skal ikke være nogen slinger i valsen, lød analysen.

Stillingen i Spaniens mellemrunde-gruppe.

Du kan se Spanien-Østrig lørdag klokken 18.15 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra et ikke-mørklagt kamera, der forhåbentlig er klar med håndbold i verdensklasse.