EM håndbold

Sverige i skam: - Det her må aldrig ske

De svenske landsholdsspillere taler med store bogstaver efter det ydmygende nederlag på ti mål til Portugal.

35-25. Et nederlag, der selv mod de største nationer havde gjort ondt.

Derfor bliver det ikke bedre af, at de svenske EM-værters nederlag i den første mellemrundekamp kom til Portugal, der er med ved et mesterskab for første gang i 14 år.

Godt nok spillede Portugal en fuldstændig forrygende kamp, og de slog i øvrigt også Frankrig i gruppespillet, men nederlaget gør rigtig, rigtig ondt i den svenske lejr.

- Vi undskylder. Vi skammer os. Det her må aldrig ske, siger Lukas Nilsson ifølge Aftonbladet.

Anfører Jim Gottfridsson var også stærkt utilfreds med indsatsen i Malmö Arena.

- Det er den værste forsvarspræstation længe. I anden halvleg spiller de syv mod seks, og der er huller overalt. Det må ikke se sådan ud, siger han.

Landstræner Kristjan Andrésson kalder det en udklassering af såvel spillere som træneren selv. Han mener desuden, at Portugal havde mere energi, og det er målmand Michael Appelgren enig i.

- Jeg er meget overrasket. Jeg tror, vi havde forventet et helt andet kampbillede, hvor vi skulle have godt målmands- og forsvarsspil og løbe kontra på dem. Kampen blev en helt anden. Vi blev aldeles passive bagved, siger Appelgren til TV 2 SPORT.

- Vi var der ikke rigtig i dag. Portugal slog Frankrig, og vi var rigtig godt forberedte på dem. Vi mangler energi, og det er hårdt at tabe sådan på hjemmebane.

Portugal har nu to point i mellemrunden og ligger lige nu i position til at udfordre Norge og Slovenien med hver fire point om de to pladser i semifinalerne.

Sverige tabte til Slovenien i gruppespillet, så med nul point er chancen for at nå semifinalerne så godt som væk.

- Det ser ikke så positivt ud, som det gjorde inden kampen, nu hvor Danmark og Frankrig er ude. Det bliver en udfordring efter det her miserable nederlag, siger Appelgren.