Svenske stjerner afviser spørgsmål om krobesøg

Optakten til Sveriges kamp mod Portugal handlede om andet end håndbold. Fire spillere brød landsholdsreglerne på en friaften.

Det var en ensformig omgang, Jim Gottfridsson, Kim Ekdahl du Rietz, Lukas Nilsson og Andreas Nilsson var igennem, da Sverige var blevet ydmyget af Portugal.

Tilmed en noget kedeligere omgang end den, de nød på en kro midt under slutrunden. De fire EM-stjerner blev nemlig spurgt igen og igen, om deres barbesøg havde indflydelse på Sveriges 35-25-nederlag til Portugal.

- Jeg har ingen kommentarer, svarede Andreas Nilsson til TV6 ifølge Aftonbladet.

I en pressemeddelelse har de fire spillere beklaget, at de brød landsholdets regler ved at drikke alkohol uden at have fået tilladelse til det. Også selvom der kun skulle være tale om en genstand eller to.

Sander Sagosen siger, at I må låne hans kort, hvis I vil på bar igen. Hvad siger du til det, spurgte norske VG efter kampen mod Portugal.

- Jeg er her for at tale håndbold, svarede Jim Gottfridsson.

Men har den sag påvirket holdet på nogen måde?

- Jeg er her for at tale håndbold, svarede anføreren endnu engang.

- Vi har allerede løst det

Fredag aften tabte Sverige overraskende med hele 35-25 til Portugal. Dét ville de fire spillere gerne tale om, mens ordene om deres barbesøg som nævnt var særdeles sparsomme. Lukas Nilsson og Kim Ekdahl du Rietz var dog villige til at sige lidt mere end deres krokammerater.

De ville i hvert fald gerne fastslå, at det omtalte krobesøg ikke har haft nogen betydning for kampen.

- Jeg kan kun svare for mig selv. Nej, sagde Kim Ekdahl du Rietz til Expressen.

- Vi har allerede løst det, så det var ikke noget, vi tænkte på, lød det fra Lukas Nilsson ligeledes til Expressen.

Efter den første mellemrundekamp er Sverige noteret for nul point. Svenskernes næste kamp er søndag aften mod Norge, der har fire point.