EM håndbold

Tysk debutant indtager uriaspost: - Det bedste er, når ingen siger noget

Timo Kastening har overtaget en væsentlig rolle i det tyske omklædningsrum. På banen er han også blevet en af de bærende kræfter.

Det er en usædvanlig udvikling, Timo Kastening har været igennem under EM.

I den første kamp havde træneren glemt, hvad EM-debutanten hedder, og nu indtager han en nøglerolle både på og uden for banen.

- Det har været fedt at spille EM. Jeg har altid ønsket at spille et mesterskab, siger Timo Kastening til TV 2 SPORT.

I Tysklands første fire kampe har Kastening scoret 15 gange på 18 forsøg. Det gør ham til den næstmest scorende tysker og en af truppens mest træfsikre spillere. Men det er ikke kun inde på banen, højrefløjen har gjort sig bemærket. I omklædningsrummet har han nemlig erobret uriasposten som DJ.

- Det er en ære, for det er ikke nemt at blive det.

Er der et stort pres fra holdkammeraterne?

- Ja. Det bedste er, når ingen siger noget. Så gør man det godt, og det tror jeg, jeg gør i øjeblikket, tilføjer Timo Kastening, der til daglig spiller i Hannover.

Vejen til den musikalske succes går via en blanding af rock, house og en smule spansk musik. Godt nok håber holdkammeraten Tobias Reichmann på en smugle schlager, men derudover sender han roser mod den 24-årige fløj.

- Han gør det rigtig godt. Vi er tilfredse med ham, fordi han blander mange genrer. Det er godt.

Lørdag skal Kastening spille op for de tyske holdkammerater, inden Kroatien venter i en vital mellemrundekamp. Inden opgøret har Tyskland to point, mens Kroatien er noteret for fire point ligesom Spanien.