Disse shorts har kostet 52.000 kroner i bøde
Sander Sagosen er en af dem, der spiller med to par shorts under EM. De matcher ikke hinanden, og det er et problem, mener EHF.
Fire kampe, fire sejre og fire bøder.
Det er facit for Norge, der næsten kæmper mere med en lille tøjdetalje, end de kæmper med spillet på banen. Norge har nemlig fået en bøde efter hver kamp, fordi blandt andre Sander Sagosen og Magnus Abelvik Rød spiller med et par varme- eller kompressionsshorts under deres kampshorts.
Det havde været helt fint, hvis de to par shorts havde haft den samme farve. Men det har de ikke, og derfor har det europæiske håndboldforbund indtil videre udskrevet bøder for 7000 euro, skriver NRK.
Det samlede bødebeløb svarer til cirka 52.000 danske kroner.
Ifølge reglerne skal de inderste shorts have samme farve som den primære farve på kampshortsene - i Norges tilfælde er det mørkeblå. Det var langt fra tilfældet i de første gruppekampe, hvor Sander Sagosen og flere andre nordmænd spillede med henholdsvis sort og blå.
Efter tre bøder har det norske håndboldforbund forsøgt at rette op på fejlen, men ifølge EHF var farveforskellen stadig for stor, da Norge slog Ungarn i mellemrunden.
- På den ene side har vi forsøgt at ændre det undervejs, til noget der virkelig er tæt på, så vi synes, det er svært. På den anden side vidste vi det også, så vi burde have været bedre forberedt, siger generalsekretæren i det norske håndboldforbund Erik Langerud til NRK.
Norge fik 1000 euro i bøde efter den første kamp. Derefter har bøderne lydt på 2000 euro per kamp.
Søndag aften risikerer Norge at få den femte bøde, når Sverige venter i den anden mellemrundekamp.