EM håndbold

Her er beviset: Dommere brugte video og godkendte fejlagtigt scoring

Kampens dommere brugte video til at tjekke en scoring igennem. Selvom man kunne se, at bolden ikke nåede over stregen, blev scoringen godkendt.

Island sikrede sig søndag sine første to point i mellemrunden, da Portugal blev besejret 28-25. Men sejren burde faktisk have været ét mål større.

I absolut sidste sekund af første halvleg sendte Portugals Fabio Magalhaes et projektil af sted fra distancen. Imens bolden var på vej i mål via stolpen, lød hornet, mens LED-lyset begyndte at blinke.

Kampens dommere, Vaclav Horacek og Jiri Novotny fra Tjekkiet, valgte derfor at se situationen igennem på video. Her nåede de rimelig hurtigt frem til konklusionen, at målet skulle godkendes, så pausestillingen var 14-12 til Island frem for 14-11.

Men måske skulle de alligevel have brugt lidt ekstra tid ved TV-skærmen.

Gudmundur Gudmundsson: - Det er meget mærkeligt

Gik man situationen igennem billede for billede, kunne man således se, at bolden stadig havde kontakt med stolpen, da det røde lys begyndte at blinke. TV 2 SPORTs eksperter i EM-studiet, Daniel Svensson og Claus Møller Jakobsen, var i pausestudiet slet ikke i tvivl om, at Portugal fik et mål godkendt fejlagtigt.

Da TV 2 SPORT efterfølgende viste billederne til Islands landstræner, Gudmundur Gudmundsson, var han meget overrasket over informationen.

- Jeg synes, det er meget mærkeligt, sagde Gudmundsson om billederne herunder, hvor det røde lys allerede er begyndt at lyse på midterste sekvens.

Det var den situation, de var ude og kigge på?

- Og så kan de ikke se, at lyset er tændt? Det må man jo spørge dem om. Vi blander os ikke, men ét mål kunne have ændret alt. Så havde det været virkelig synd. Man må også bare sige, at hvert eneste mål i mellemrunden betyder utrolig meget.

- Det var også derfor, jeg tog en timeout til sidst. Fordi vi ville vinde med tre frem for to mål. Det var også vigtigt, tilføjede landstræneren om den scoring, Island sendte ind, kort før kampen sluttede.

'Fuldstændig ligegyldigt' for islandsk målmand

Tættest på situationen var Islands målmand Björgvin Páll Gústavsson, der i første omgang så ud til at ærgre sig mest over, at portugiserne lykkedes med at score i situationen. Efter kampen glædede han sig dog mere over sejren, end han bekymrede sig over målet.

- Det er fuldstændig ligegyldigt nu, lød det fra den islandske målmand, mens han brød ud i et stort grin.

Med sejren holdt Island liv i et spinkelt håb om at nå en EM-semifinale, ligesom de stadig kæmper med om at komme i OL-kvalifikationen. Derfor kan alle mål vise sig at få stor betydning, hvis gruppeplaceringerne til sidst skal afgøres på målscore.

Overvejer protest

Hvorvidt Island ville gøre mere ved situationen i form af en protest, kunne Gudmundur Gudmundsson da heller ikke svare entydigt på lige efter kampen.

- Det må vi snakke om. Jeg har ikke set det, men det er en meget mærkelig information.

De skal dog snakke meget hurtigt i den islandske lejr. Ifølge det europæiske håndboldforbunds regelsæt skal en protest afleveres på skrift senest en time efter kampen. Der står ikke noget om, at du ikke kan protestere over en videoafgørelse.

*Gudmundur Gudmundsson​ orienterede søndag aften TV 2 SPORT om, at de ikke nedlægger protest, da de ikke mener, der kan ændres noget. De holder dog fast ved, at det var en fejldom.