Island slår EM-overraskelse og holder liv i drømmen om semifinale
Island besejrede Portugal med 28-25 efter en tæt afgørelse på kampen.
Island kom tilbage på EM-sporet, efter at de søndag eftermiddag besejrede Portugal i mellemrunden.
Portugiserne har ellers tidligere besejret lande som Frankrig og Sverige, men islændingene blev en for stor mundfuld. Island vandt med 28-25.
Selvom Island både var foran med 7-1 og 8-2, skulle kampen alligevel blive tæt. De islandske spillere trak dog det længste strå, og de har nu to point efter tre kampe. Resultatet betyder, at der stadig intet er afgjort i gruppen i forhold til en plads i semifinalen. Island kan stå nå at kvalificere sig, selvom håbet er spinkelt.
Stærk islandsk start
Det var de stærke islændinge, der havde overtaget efter de første 15 minutter, hvor de førte med 9-5. Portugiserne kom frem til flere afslutninger, men en storspillende Björgvin Páll Gústavsson havde flere redninger i det islandske mål.
Men herefter begyndte Island at sløse i angrebet, og det betød, at Portugal fik reduceret til 10-11 med syv minutter tilbage af første halvleg.
Det forblev tæt i resten af de første 30 minutter. Med ét sekund tilbage af halvlegen formåede Fabio Magalhaes at reducere, så Island kun kunne gå til pause med en føring på 14-12.
Dommerparret valgte at se Magalhaes' skud igennem på video, da det var svært at se, om bolden nåede at krydse målstregen, inden fløjtet lød. Dommerne kom frem til, at forsøget var inde, selvom det var svært at se på tv-billederne.
Portugal kom blæsende i anden halvleg
Portugal startede kampen med at spille syv-mod-seks. Og det udnyttede de hurtigt til at hente Island, og de fik udlignet til 14-14.
Efter 36 minutter havde Island stadig problemer med at hægte portugiserne af, og da Island begyndte at lave fejl, kom Portugal foran med 17-16. Herefter var det dog Island, der fik overtaget, da det var portugiserne, der smed boldene væk. Efter de første 10 minutter i anden halvleg, førte Island med to.
Islændingene havde mulighed for at komme yderligere foran, men den portugisiske målmand holdt dem inde i kampen med vigtige redninger.
Med 10 minutter tilbage var Portugal stadig med i kampen, da stillingen var 24-23 til Island. Portugiserne havde flere muligheder for at reducere, men de formåede ikke at holde hovedet koldt.
Dermed var det sikkert, at afgørelsen ville blive tæt, da Island kun havde et forspring på to mål med fem minutter igen. Til sidst var det dog Island, der løb af med sejren.