- Sagosen tror jo, han er Norges svar på Zlatan, siger svensk profil
Den rutinerede svenske målvogter Andreas Palicka prikker til Sander Sagosen inden lørdagens EM-kamp mellem Sverige og Norge.
De svenske og norske spillere varmer op til søndagens nordiske brag, som var det en boksekamp.
Norges superstjerne Sander Sagosen startede lørdag den verbale mudderkastning, da han tilbød at betale svenskernes næste omgang.
En kommentar, der kom i kølvandet på, at fire svenske profiler blev afsløret i at være på kro og indtage alkohol. Nu er det så svenskernes tur til at sende en lille stikpille i den anden retning.
- Sander Sagosen tror jo nogle gange, han er Norges svar på Zlatan Ibrahimovic, efter han er blevet så god, som han er, siger den svenske målmand Andreas Palicka til Expressen.
Palickas sammenligning kommer også efter Sagosens udtalelsen om, at ingen af svenskerne ville kunne spille sig på Norges hold.
Der er dog formentlig bare tale om drillerier mellem de skandinaviske naboer.
- Jeg kender ham privat, og jeg står virkelig inde for den udtalelse. Det er lidt sådan, de er. De har en skøn selvtillid. Men han kan sige og tænke, hvad han vil. Den står 0-0 inden kampen, og alt, hvad der er sket inden, bliver glemt, når dommeren fløjter op.
Skal rejse sig mod Norge
Efter slutrundens første halvdel er det nordmændene, der har mest ret til at udtale sig kækt.
Norge har nemlig gjort rent bord de første fire kampe, hvorimod svenskerne allerede har tabt to kampe.
Og Sveriges præstation mod Portugal, hvor portugiserne vant 35-25, var meget mere end et blot nederlag.
Det mente TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jakobsen efter kampen.
- Det ser ud som om, alting er svært for Sverige lige nu. De blev ydmyget. Det var pinligt for dem i deres egen hal at blive udspillet af et portugisisk mandskab, som var fremragende.
- Derfor skal man stadig have et nogenlunde acceptabelt bundniveau. Det her må aldrig ske på hjemmebane foran så mange mennesker til en slutrunde. Det er simpelthen for dårligt. Jeg tvivler på, at svenskerne overhovedet kan vinde nogle kampe i mellemrunden efter at have set dem spille.
Du kan se, om svenskerne kan rejse sig, når kampen mellem Norge og Sverige starter klokken 18.30 på TV 2 og TV 2 PLAY.