Observatør-helvede er godt i gang med at ødelægge spillet

16x9
Håndboldens observatører har alt for stor magt, mener Bent Nyegaard. Foto: TV 2 SPORT

KOMMENTAR: Knapt så skønne Malmø.

Jeg skal ikke kommentere kampe i dag. Alt foregår i vidunderlige Wien, hvor Stine Bjerre Mortensen, Jonas Nyhøj og Peter Bruun Jørgensen har en fest.

Selvfølgelig skal jeg se gruppe 1’s tre kampe, men der er alligevel tid til lidt refleksion i knapt så skønne Malmø.

Apropos Malmø, så er der vejrmæssigt tre valgmuligheder, hvis jeg ønsker at se lidt dagslys. Nummer et byder på regn i stride strømme. Nummer to blæst til kuling, mens nummer tre giver mindelser om, hvad en miniorkan er for en størrelse.

Observatørhelvedet er godt i gang med at ødelægge spillet

Hvis jeg virker en anelse tristesse-agtig, har det uundgåeligt lidt at gøre med det faktum, at det nu er fem dage siden, vore danske verdensmestre ydmygende måtte vinke farvel til EM 2020.

Sligt sætter sine spor. Vi skal alle videre, og der har – som i livet generelt – været masser af positive og negative ting at forholde sig til.

I vilkårlig rækkefølge får du her nogle smagsprøver på, hvad jeg har spist med såvel stor som lille ske.

Jeg har tilladt mig at lade de store skeer rumme glæderne og de små harmen.

Nævenyttige observatører

Trist bliver jeg - og her er der tale om en teske - når jeg ser, hvordan nævenyttige observatører gør alt, hvad der står i deres – åbenlyst meget store – magt, når de i én uendelighed tysser på spillets aktører, hidkalder dommere til uddeling af kortfremvisning, og bare i al almindelighed lader petitesser spolere både spilleres, træneres, lederes og mit engagement i det spil, vi alle elsker så højt.

Så grelt er det blevet, at – ofte assistenttrænere – ikke længere må assistere og sikre korrekte udskiftninger ved lige at holde lidt i trøjen på en indløbende spiller. Simpelthen fordi det nu er et krav, at han skal have rumpen i sædet.

Min opfordring skal være: Klag, klag og klag én gang til. Observatørhelvedet er godt i gang med at ødelægge spillet.

For øvrigt er jeg helt sikker på, at al sidelinjehurlumhejen er med til at stresse dommerne, som i forvejen har et job, der er rigeligt stressende.

Kan ikke lade være med at smile

Indholdet af den første store ske skal nydes i fulde drag.

Domagoj Duvnjak har i mange år været én af verdens allerbedste spillere. Når han excellerer og giver opvisning i sit ”pas på, hvor du afleverer bolden hen,” når han ”flyder” rundt foran sine fem holdkammerater i kroaternes offensive varemærke, kan jeg ikke lade være at smile.

Alt bliver bare svært for de stakkels boldførende spillere.

Kroatens bevægelser er ikke med panterens graciøse bevægelser, som franskmanden Jackson Richardson evnede det, men mere stoisk og vurderende, og hvad der er nok så vigtigt: Effektfuldt som bare pokker.

Tid igen for en lille skefuld.

Klag, målmænd!

Kære målmænd. Hvor længe vil I finde jer i det? Én ting er, at fløjspillere ikke bliver dømt for at stå i feltet. Det har vi alle lært at leve med. At stregspillere nu skal have lov til få scoringer anerkendt med hele deres – ofte meget store – krop henslængt i jeres spilområde.

Det giver ingen mening, og vi er nået dertil, hvor nogen må gøre noget. Klag for pokker, alle I dygtige målmænd.

Mens jeg er ved det. Fordi noget er spektakulært, skal der ikke dømmes mål. Eksempel: Aron Palmarsson scorer med Slovenien, da han springer ind i feltet, bliver berørt – helt sikkert frikast – vender ryggen til målet og scorer ved blot at kaste bolden i mål med ryggen til målet.

Han stod klart i feltet. Det var spektakulært. Målet blev anerkendt, og jeg kan finde masser af andre eksempler.

Pas jeres job, opmænd!

Mikkel Hansens efterfølger

Og så én af de helt store grydeskeer. Med Mikkel Hansens hurtige exit skulle der krones en ny konge. Kanske han ville være blevet kronet uden Hansens naturlige abdicering.

Overskud – det menneskelige vel at mærke - er det første, jeg tænker på, når jeg følger Sagosens optræden både på og uden for banen. Smilende, afslappet og med tid til både stort og småt. Ihukommende hvor stort et pres – både landshold og nation - der hviler på trønderens skuldre.

Statistisk er han i særklasse, men hvad jeg yderligere registrerer er, at han nu udfører sin metier med en lethed og elegance, jeg ikke har set tidligere.

Han er duelspiller, og det betyder ofte mange ture i gulvet. Tænk blot på hans holdkammerat i PSG, Nikola Karabatic, der snart tilbringer mere tid liggende end stående.

Men, nej. Ikke længere. Unikummet tilbringer langt mindre tid liggende, end han gjorde tidligere. Han er simpelthen blevet hurtigere og mere dynamisk og dermed langt sværere at få i gulvet.

Tænk over det næste gang, du ser ham optræde.

Det bliver for øvrigt i morgen. Du kan følge ham fra kl. 18 på TV 2, når Norge møder Island.

Én stor ske mere. Og her snakker vi om potageske! Intet kan slå ”Der er et yndigt land”. Punktum.

Slå dig dog ned i god tid og nyd ”Ja, vi elsker dette landet” og i lige så høj grad den islandske ”Lofsöngur”.

Sagosen og et par flotte nationalsange bliver jeg i ekstraordinært godt humør af.