Gudmundsson og eksperter raser – ’Uacceptabelt, trist og pinligt’
Den islandske landstræner Gudmundur Gudmundsson er langt fra tilfreds med det tætpakkede kampprogram ved EM.
Guldvindere kommer og går. Overraskelser ved slutrunder kommer og går. Men utilfredsheden består.
Spillere, trænere og forbundsledere har i årevis sat spørgsmålstegn ved de tætpakkede kampprogrammer i forbindelse med slutrunder. Og EM i 2020 er ingen undtagelse.
Island spiller onsdag sin syvende kamp på blot 12 dage, og det er den islandske landstræner på ingen måde tilfreds med.
- Det er jo utroligt, at vi skal spille kamp nummer syv allerede i morgen (onsdag, red.). Det er ikke til at forstå. Og sådan er det bare, siger Gudmundur til TV 2 SPORT.
'Så må man starte tidligere'
Den tidligere danske landstræner udtrykker sin utilfreshed efter nederlaget til Norge. Holdet skal nemlig i aktion igen blot 24 timer efter kampen mod nordmændene.
- Så må man jo starte den her slutrunde en dag tidligere. Det må ikke ske, at vi skal spille sådan en kamp i morgen (onsdag, red.). For os har kampen en stor betydning, for vi vil virkelig gerne op i top-8.
Så du er ikke tilfreds med arrangørerne?
- Nej, jeg er ikke tilfreds med, at vores syvende kamp skal spilles dagen efter vores sjette kamp. Der kommer jo ikke en hviledag, og det er uacceptabelt i håndboldens verden, at man spiller to dage i streg. Det er ikke acceptabelt.
Eksperter: Trist og pinligt
Islands hårde program er dog ikke gældende for alle nationer. Eksempelvis har Spanien fået fordelt sine syv kampe over 14 dage. På "samme hold" som Island er Ungarn, for hvem det faktisk er endnu værre. De afsluttede sjette kamp tirsdag aften klokken 22 og skal nu spille den afgørende mellemrunde-kamp onsdag klokken 16.
- Det er jo trist for tilskuerne, for seerne, for os og alle, der er en del af det her. Jeg er da ked af at se det ungarske mandskab i dag. Der var ingen energi til stede. Ellers taber de jo ikke 24-18 til Sverige, selvom det foregår i Malmö Arena. De kæmpede, men der var bare ikke mere på batterierne, lød det fra ekspert Bent Nyegaard, der blev bakket op af sin kollega Claus Møller Jakobsen:
- Det er håbløst. Det er fuldstændig håbløst at udsætte spillerne for sådan noget i en EM-slutrunde. Jeg er rystet over, at vi stadigvæk har en sport, der ikke tager sig selv mere seriøst. Det er pinligt, at spillerne skal spille to kæmpe kampe inden for 16 timer.
'Det er ens for alle,' siger nordmænd
Da TV 2 SPORT fangede de norske spillere efter sejren over Island, var tonen en helt anden.
De var glade for sejren, og derfor var det hårde program ikke et ligeså stort problem hos dem. Det er nemlig ens for alle, mener nordmændene.
Men tager man belastningen hos spillerne i betragtning med henblik på skader, så forstår de norske spillere det godt.
- Det er ens for alle i vores gruppe, så derfor er det retfærdigt, men af hensyn til spillerne og for at undgå skader, burde der minimum være en dag imellem, siger Christian O'Sullivan til TV 2 SPORT.
Og den norske højre back Harald Reinkind føler da heller ikke, at planlægningen er helt optimal.
- Vi skulle gerne have haft en pause på en dag eller to, så det havde været optimalt. Men nu er det engang sådan, så det er bare at få det bedste ud af det.
'Tingene er forbedret'
En gruppe af verdens bedste håndboldspillere skrev i april sidste år et brev til de internationale håndboldpræsidenter.
De er ikke tilfredse med belastningen, som de bliver udsat for. EHF-præsidenten Michael Wiederer siger dog i et interview med TV 2 SPORT, at tingene allerede er forbedret.
- Sidste sommer foreslog EHF en ændring af VM – også efter at have analyseret den seneste VM-slutrunde i Danmark og Tyskland. Forslaget var at have 32 hold med (i stedet for 24, red).
– Spillernes reaktion var: Åhh, flere hold. Men i realiteten vil det reducere antallet af kampe fra ti til ni. Og det vil give et kampprogram, der sikrer, at der aldrig vil være to kampdage i træk, som det var tilfældet ved EM tidligere. Så vi har forbedret tingene, mener Michael Wiederer.
Faktum er dog bare, at Island nu spiller to kampe i streg.