EM håndbold

Østrig kan stadig drømme om OL - men det kræver slovensk EM-guld

Nikola Bilyk har været Østrigs store profil ved EM Ritzau Scanpix

Mens den kommende europamester kvalificerer sig direkte til OL, får to EM-hold en plads i OL-kvalifikationen.

Allerede inden EM var Spanien, Kroatien, Tyskland, Norge og Sverige sikret en plads i kvalifikationsturneringen til OL i kraft af deres placering ved VM, mens Danmark var sikret en direkte OL-billet som forsvarende verdensmester.

Slovenien sikrede sig en plads i OL-kvalifikationen mod Portugal, og onsdag var det så portugisernes tur til at snuppe en plads i OL-kvalifikationen, da de slog Ungarn 34-26 og definitivt tog tredjepladsen i gruppe 2.

Den udløser en kamp om 5.-6. pladsen i Stockholm på lørdag, hvor Tyskland venter. Men da tyskerne allerede er klar til OL-kvalifikationen, er portugiserne det nu også.

Kun slovensk EM-guld kan udløse flere OL-billetter

Dermed er der nu kun en teoretisk billet til OL-kvalifikationen tilbage at drømme om for ét enkelt hold - nemlig Østrig.

Teoretisk fordi den kun kommer i spil, hvis Slovenien vinder EM. Så går den plads i OL-kvalifikationen, som slovenerne allerede har, nemlig til det bedst-placerede hold ved EM, der ikke allerede har en plads i OL-kvalifikationen - og det er Østrig, som blev nummer fire i mellemrundens gruppe 1.

Vinder Spanien, Kroatien eller Norge EM, går den plads i OL-kvalifikationen, som de allerede har, nemlig ikke til et hold fra EM, men derimod til det bedst placerede hold fra VM, som ikke allerede har en plads i OL-kvalifikationen - selvfølgelig forbi Spaniens, Kroatiens og Norges billetter er vundet ved VM.

OL-kvalifikationens grupper

De tre grupper er til dels på plads, men hvis et af holdene fra 2.-7.-pladsen ved VM bliver europamester, sker der ændringer.

Sådan ser grupper ud lige nu:

Gruppe 1: Norge (2)*, Spanien (7), Chile, Korea

Gruppe 2: Frankrig (3), Kroatien (6), AFR** 2, Portugal (medmindre Slovenien vinder EM***)

Gruppe 3: Tyskland (4), Sverige (5), Slovenien (medmindre de vinder EM***), AFR** 3

* Tallet i parentes viser placering ved VM

**Nummer to og tre ved de afrikanske mesterskaber, som slutter 26. januar

**Vinder Slovenien EM, er de direkte kvalificeret til OL - og så kommer Portugal i gruppe 3 i OL-kvalifikationen.

Europamester kan ændre grupperne

Hvis for eksempel Norge bliver europamester, bliver der rodet godt og grundigt rundt i holdene.

Så bliver holdenes VM-placering nemlig 'skubbet frem', således at Frankrig og Egypten/Brasilien rykker op i gruppe 1 til Chile og Korea. Spanien og Tyskland havner i gruppe 2, mens Sverige forbliver i gruppe 3 og får selskab af Kroatien.

Spanien regnes også blandt EM-favoritterne, og bliver de europamestre, er det en gave til Norge. Så overtager Egypten eller Brasilien nemlig Spaniens plads i gruppe 1.

Kvalifikationsturneringen spilles fra den 17.-19. april. Som det ser ud nu, bliver Norge, Frankrig og Tyskland værter for deres respektive grupper.

Allerede kvalificeret til OL

  • Japan (vært)
  • Danmark (verdensmester)
  • Argentina (panamerikansk mester)
  • Bahrain (asiatisk kvalifikation)