EM håndbold

Danske topdommere er færdige ved EM efter to kampe

To kampe fik de danske topdommere Mads Hansen og Martin Gjeding lov til at dømme ved det EM i håndbold.

Finaleweekenden ved EM i håndbold bliver uden det danske dommerpar Mads Hansen og Martin Gjeding.

Det står klart, efter det europæiske håndboldforbund, EHF, torsdag aften har offentliggjort navnene på de dommere, der skal i aktion i de to semifinaler, kampen om femtepladsen, bronzekampen og finalen på søndag.

Dermed nåede de danske topdommere kun at dømme to kampe ved EM.

Danskerne var ikke en del af de dommere, der dømte i gruppespillet. I mellemrunden lagde de ud med at dømme kampen mellem Spanien og Østrig i Wien, hvor de kom i fokus for at uddele et rødt kort til hjemmeholdets Lukas Herburger.

Tre dage senere var de så i aktion i Malmø, da de skulle holde styr på Portugal og Slovenien. En kamp, hvor de ikke levede op til de forventninger, som TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard havde til de to danskere.

- Det var ikke Mads Hansens og Martin Gjedings bedste dag. Der var for mange af de store fejl. De forsøgte, som de altid gør, med masser af kommunikation, og det er de dygtige til. Det var ikke, fordi de dømte en skidt kamp, men der var for mange store fejl, sagde ekspert Bent Nyegaard efter kampen mellem Portugal og Slovenien, der skulle vise sig at blive deres sidste under slutrunden.

Dommerparret har i en årrække hørt til blandt verdens absolut bedste dommere, hvor de har dømt nogle af de største kampe - eksempelvis EM-finalen i 2016 og VM-finalen i 2017.

I det indledende gruppespil fik slutrundens andet danske dommerpar, Henrik Mortensen og Jesper Kirkholm, ligeledes to kampe, mens de ikke har dømt nogle kampe i mellemrunden og heller ikke har været i betragtning til finaleweekenden.

Her er dommerpåsætningen til de afgørende kampe

  • Semifinalen mellem Norge og Kroatien: Oscar Raluy Lopez / Angel Sabroso Ramirez (Spanien)
  • Semifinalen mellem Spanien og Slovenien: Vaclav Horacek / Jiri Novotny (Tjekkiet)
  • Kampen om femtepladsen: Mirza Kurtagic / Mattias Wetterwik (Sverige)
  • Bronzekampen: Lars Geipel / Marcus Helbig (Tyskland)
  • Finalen: Slave Nikolov / Gjorgji Nachevski (Makedonien)