EM håndbold

Én afslutning sidder stadig i Horvat – nu jagter han revanche

Norge og Kroatien mødes i den ene EM-semifinale. For tre år siden stod de over for hinanden i VM-semifinalen.

Når Zlatko Horvat skal gøre sin karriere op, vil én sølle afslutning fylde forholdsvis meget for den kroatiske profil.

Ét straffekast sidder nemlig stadig i ham. Et straffekast fra VM-semifinalen i 2017, hvor Horvat havde kroaternes finaleskæbne i sine hænder.

Måltavlen viste 22-22, da Horvat trådte frem til stregen. Tiden var allerede løbet ud, og derfor kunne Horvat sende kroaterne i finalen.

Men det gjorde han ikke. Han brændte.

- Jeg var selvfølgelig meget ked af det. Hele nationen var var ked det, men jeg fik masser af støtte, for jeg forsøgte jo at score. Men sådan er sport, siger Zlatko Horvat til TV 2 SPORT.

Efter det brændte straffekast blev semifinalen afgjort i forlænget spilletid. Her var Norge bedst, og med 28-25 spillede Christian Berges mandskab sig i VM-finalen for første gang. Her endte Norge med at tabe til Frankrig. I bronzekampen tabte Kroatien til Slovenien.

Zlatko Horvat kunne sende Kroatien i VM-finalen i 2017.
Zlatko Horvat brændte straffekast mod Norge efter tid.
Horvat gemmer sig efter afbrænderen. I baggrunden bryder den norske jubel ud.

I modsatte lejr og hos manden, der reddede straffekastet, står situationen stadig klart og tydeligt.

- Det er et godt minde, og det gælder egentlig hele kampen, for den semifinale mod Kroatien var et godt minde om en god kamp. Det har vi lyst til at gøre igen, siger Thorbjørn Bergerud til TV 2 SPORT.

Ubesejrede ved EM

Tre år senere kan han få den ultimative revanche, når Kroatien og Norge endnu engang skal møde hinanden i en semifinale. Denne gang ved EM, hvor begge nationer stadig er ubesejrede.

Kroatien var den første nation, der bookede en plads i årets EM-semifinaler. Holdet endte med at gå videre som nummer to fra mellemrundegruppe 1, hvor Kroatien spillede 22-22 med Spanien i gruppefinalen.

I den anden mellemrundegruppe gjorde Norge rent bord med lutter sejre. Derfor går Norge videre som gruppevinder.

- Spanien og Kroatien er meget lige, hvis du spørger mig. De spillede også uafgjort i den sidste kamp, så det siger vel også, at styrkeforholdet er meget lige. Det er lige meget for os, hvem vi møder. Vi skal kunne slå dem begge to for at vinde guld, siger den norske profil Sander Sagosen til TV 2 SPORT.

Siden VM-semifinalen i 2017 har Norge og Kroatien mødt hinanden én gang. Det var ved EM 2018, hvor kroaterne vandt 32-28 i mellemrunden. Ved den lejlighed gik ingen af holdene videre til semifinalerne.

I 2020 står den anden semifinale mellem Spanien og Slovenien.