EM håndbold

Norske EM-spillere sår tvivl om Sloveniens lyst til at vinde

Modstanden var ikke skræmmende, da Norge onsdag aften vandt over Slovenien. Faktisk spekulerer norske spillere i, om slovenerne ønskede at vinde.

Ønskede Slovenien at vinde den sidste mellemrundekamp mod Norge?

Det har flere af de norske EM-spillere sået tvivl om, efter et reservespækket norsk mandskab onsdag aften besejrede slovenerne med 33-30, der ligedeledes sparede stjernerne i den direkte kamp om førstepladsen i mellemrunden.

Flere gange i kampen var Slovenien tæt på at komme tilbage i kampen, men hver gang endte Norge med at trække fra igen - og det har skabt undren i den norske lejr.

- Slovenien var ikke så interesseret i at vinde kampen, som det så ud, siger stregspilleren Petter Øverby til NRK og bakkes op af Espen Christensen.

- Det så ikke sådan ud (at Slovenien ville vinde, red.). De blev ikke desperate i kampens slutfase, da de kun var bagud med ét mål, siger målmanden.

"Slovenien ville ikke møde Kroatien"

Kampen blev spillet efter gruppefinalen i den anden mellemrunde, hvor Spanien vandt gruppen ved at spille uafgjort mod Kroatien, der blev toer. Det betød, at Norge og Slovenien allerede på forhånd vidste, hvem modstanderen ville være ved en sejr eller et nederlag.

Og nordmændendes bagspiller Magnus Abelvik Rød, der så kampen fra tribunen, spekulerer i, at slovenerne netop ønskede at blive parret med spanierne, som de nu skal møde.

- Begge hold spillede taktisk. Jeg tror ikke, der var nogen, der viste sig fra sin bedste side i dag. Jeg hører også rygter om, at Slovenien ikke ville møde Kroatien i en semifinale, siger Magnus Abelvik Rød til NRK.

Slovensk stjerne afviser spekulationer

Norge hev sejren i land ved helt at undgå at sende Sander Sagosen, Torbjørn Bergerud, Christian O'Sullivan, Peter Øverby og Kristian Bjørnsen i kamp. Hos slovenerne var det Klement Ferlin, Dean Bombac og Jure Dolenec, der ikke fik et eneste sekund på halgulvet i Malmø Arena.

Men at der er hold i de norske spekulationer om slovenernes manglende lyst til at vinde, afviser stjernespilleren Blaz Janc.

- Vi forsøgte at vinde kampen, men i sidste ende var det vigtigste, at vi er i semifinalen. Det er jeg meget, meget glad for, siger fløjspilleren, der selv havde en overskuelig dag med kun fem minutters spilletid.

Blaz Janc tilføjer, at Sloveniens landstræner, Ljubomir Vranjes, besluttede sig for at spare flere af sine stjerner, da Ungarn tidligere på onsdagen tabte til Portugal, og den slovenske plads i semifinalen dermed var en realitet.

Slovenien har aldrig tidligere vundet et internationalt mesterskab. I 2004 fik deres hidtil bedste resultat, da de på hjemmebane blev nummer to ved EM.