EM håndbold

Dybt skuffet Sagosen: - Vi havde en drøm og et mål

Sander Sagosen scorede ti mål i EM-semifinalen mod Kroatien, men efter to gange forlænget spilletid var det Kroatien, der løb med finalepladsen.

Trøjen blev trukket over hovedet for at skjule en dyb, dyb skuffelse.

Sander Sagosen og resten af det norske håndboldlandshold tabte fredag aften EM-semifinalen med 28-29 mod Kroatien efter en særdeles dramatisk kamp, der måtte ud i to gange forlænget spilletid, inden afgørelsen faldt.

Og da TV 2 SPORT mødte den norske stjernespiller, var der da heller ingen tvivl om hans følelser.

- Det er svært lige nu. Vi havde en drøm og et mål om at spille den finale, og det skal vi ikke, så det er træls.

Hvordan oplever du de her to gange forlænget spilletid, I må være så smadret til sidst?

- Det er sådan, det er, når man ikke er dygtig nok til at vinde efter 60 minutter. Så bliver det forlænget spilletid.

Hvad føler du, at I manglede mod Kroatien i dag?

- Vi laver for mange fejl offensivt, og vi brænder for mange skud på deres målmand specielt i første halvleg, hvor vi har mulighed for at lukke kampen. Vi spiller lidt afventende, når de står godt i forsvaret, og så får vi svært ved at score mål.

Kan du overhovedet sætte dig op til en bronzekamp?

- Ja, vi spiller for medaljer, men lige nu er det hårdt, sagde Sander Sagosen.

Missede muligheden for første EM-finale i historien

Sander Sagosen blev kampens topscorer med 10 mål, men de mange mål til trods var det ikke ham, der i det sidste minut af den forlængede spilletid skulle afgøre kampen.

Det var den tidligere GOG-spiller Gøran Søgaard Johannesen, der med cirka 15 sekunder tilbage sendte en afslutning afsted. Men til Norges uheld ramte den stolpen, og så var det i stedet kroaterne, der løb afsted i en kontra og sikrede sejren tre sekunder før tid.

Norges håndboldherrer måtte derfor sande, at 2020 heller ikke blev året, hvor de spillede sig i den første EM-finale i historien. Kroatien kan derimod se frem til at spille om guld for tredje gang.

En højdramatisk semifinale med to gange forlænget spilletid blev vekslet til en finaleplads til Kroatien. Video: Magnus Stig Christensen