Norge vandt sin første EM-medalje nogensinde
Norge rejste sig fra det skuffende nederlag i semifinalen og tager bronze med hjem fra EM.
Norge har to gange i træk været i VM-finalen, hvor det er blevet til sølv. Men ved EM var det indtil lørdag aften aldrig blevet til medaljer.
Den statistik er nu slettet, efter at Norge vandt bronzekampen over Slovenien.
Nordmændene var ekstremt skuffede efter nederlaget til Kroatien i semifinalen, som blev afgjort efter to omgange af forlænget spilletid.
Men de formåede altså at rejse sig og levere en god præstation mod Slovenien, der tabte til Spanien i semifinalen.
EM-finalen mellem Spanien og Kroatien spilles søndag klokken 16.30 og kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.
Sådan forløb kampen
/ritzau/
Bronzekampen blev spillet, blot et døgn efter at Norge tabte til Kroatien i en semifinale, der gik i to gange forlænget spilletid.
Og også slovenerne gik ind til lørdagens opgør med trætte stænger efter et nederlag til Spanien sent fredag aften.
Der var da også tale om en noget tung første halvleg, som manglede rytme, og hvor målmændene stjal billedet.
Norges Torbjørn Bergerud og Sloveniens Klemen Ferlin stod fremragende, og det var hovedårsagen til, at der kun var scoret 21 mål ved pausen, hvor det stod 12-9 til Norge.
Fem norske scoringer på stribe i begyndelsen af anden halvleg bragte nordmændene foran med otte mål, og det blev dødsstødet mod en flok slovenere, der ikke kunne få det til at fungere og aldrig kom tæt på.
Mens Norges håndboldherrer kan glæde sig over deres bedste EM-resultat, kan Sloveniens fjerdeplads ikke måle sig med bedriften fra 2004, hvor slovenerne tog EM-sølv.
Tidligere lørdag vandt Tyskland 29-27 over Portugal i dysten om EM's femteplads.
Artiklen opdateres