EM håndbold

Norsk EM-nedtur er rigtig dårligt nyt for Frankrig

Norske Sander Sagosen kunne ikke hjælpe sin PSG-holdkammerat Nikola Karabatic fra Frankrig i forhold til OL-kvalifikationen. Ole Martin Wold / Ritzau Scanpix

Kvalifikationsturneringen til sommerens OL er næsten på plads, og her får Norge på papiret den nemmeste vej til legene.

Til gengæld får Frankrig sit at se til, når de skal jagte billetten til Tokyo.

De mangedobbelte mestre fejlede totalt ved EM, hvor det efter nederlag til Portugal og Norge var slut allerede efter det indledende gruppespil.

Frankrig blev nummer tre ved VM sidste år, hvor Norge blev nummer to. Havde Norge vundet EM-guldet og dermed sikret en direkte plads ved OL, havde Frankrig overtaget Norges plads i kvalifikationsturneringen.

Det håb blev knust, da Norge tabte det store semifinaledrama til Kroatien, der blev afgjort efter dobbelt forlænget spilletid.

Frankrig havner derfor i gruppe 2, som kommer til at bestå af enten Spanien eller Kroatien, Portugal og et afrikansk hold.

To nationer fra hver af de tre kvalifikationspuljer får plads ved legene i Tokyo. Sådan ser grupperne ud:

Hvis Spanien vinder EM

Gruppe 1: Norge, Egypten/Brasilien*, Chile, Korea

Gruppe 2: Frankrig, Kroatien, Afrika 2**, Portugal

Gruppe 3: Tyskland, Sverige, Slovenien, Afrika 3**

Hvis Kroatien vinder EM

Gruppe 1: Norge, Egypten/Brasilien*, Chile, Korea

Gruppe 2: Frankrig, Spanien, Afrika 2**, Portugal

Gruppe 3: Tyskland, Sverige, Slovenien, Afrika 3**

* Vinder Egypten søndagens finale ved de afrikanske mesterskaber over Tunesien, sikrer de sig direkte adgang til OL. Så går pladsen i stedet til Brasilien.

** Taber Tunesien finalen til Egypten, får de pladsen i gruppe 2. Angola og Algeriet spiller om tredjepladsen ved de afrikanske mesterskaber og vil dermed lande i gruppe 3. Men hvis Tunesien vinder finalen, kommer pladsen i gruppe 2 til at gå til vinderen af kampen mellem Angola og Algeriet, mens taberen ender i gruppe 3.

Frankrig har dog fordel af hjemmebane i kvalifikationsturneringen, som spilles fra den 17. til 19. april. Norge er vært for gruppe 1, mens gruppe 3 afvikles i Tyskland.

Allerede kvalificeret til OL

  • Japan (vært)
  • Danmark (verdensmester)
  • Argentina (panamerikansk mester)
  • Bahrain (asiatisk kvalifikation)