EM håndbold

Stjerner tordner mod EHF efter semifinaler

Både Slovenien og Spanien kritiserer optakten til deres EM-semifinale fredag.

Det europæiske håndboldforbund (EHF) er flere gange blevet kritiseret for deres afholdelse af mesterskaber.

Især for mange kampe på for få dage bliver nævnt igen og igen, og det blev gentaget efter fredagens semifinale mellem Spanien og Slovenien.

Men allerede inden kampen opstod et andet problem, som fik spillerne til at rase.

Semifinalerne var programsat til klokken 18 og 20.30, og fordi semifinalen mellem Norge og Kroatien blev afgjort efter dobbelt forlænget spilletid, blev kampen udsat 15 minutter.

Og fordi arenaen i Stockholm var 'optaget' af kampen, måtte de spanske og slovenske spillere varme op i fanzonen ved siden af arenaen.

- Det er ikke normalt. Jeg synes, det er skammeligt af EHF. Sådan kan vi ikke varme op til så vigtig en kamp. Det er umuligt. Det skal gøres bedre. Vi kan ikke spille klokken ni om aftenen, siger spanske Viran Morros til TV 2 SPORT.

- Sådan er organisationen i vores sport. Ingen lærer fra basketball eller fodbold. Det må ikke ske. Vi er langt bagefter de sportsgrene. Det er problemet for vores sport, siger Dean Bombac fra Slovenien.

Minder om et julestævne

Ifølge TV 2 SPORTs EM-ekspert Lasse Kronborg, der til daglig spiller i danske GOG, minder forholdene om puslingetiden til julestævner.

- Det er utroligt frustrerende og forstyrrende for spillerne, der skal ind og spille én af de vigtigste kampe i deres karriere, at de ikke kan køre deres normale rutiner, siger han.

- Jeg håber, de i fremtiden lægger kampene med længere tid imellem, så der ikke er en risiko for, at opvarmningsforholdene bliver så elendige, som de var.

'Umenneskeligt'

Mens Spanien nu har en hviledag lørdag frem mod søndagens finale, skal Slovenien spille bronzekamp mod Norge blot 19 timer efter deres semifinale.

- Vi spillede tirsdag og onsdag og havde én hviledag. Nu bliver det til fire kampe på fem dage. Der er ikke normalt. Folk er nødt til at tænke over det, for det skal ændres. Det er umenneskeligt. Jeg håber, der sker noget, siger Dean Bombac.

Viran Morros er dog heller ikke begejstret for planlægningen.

EM er blevet afholdt i Østrig, Norge og Sverige. Spaniernes indledende gruppespil blev afviklet i norske Trondheim, hvorefter de fløj til Wien for at spille mellemrunden.

Nu er de så landet i Stockholm, hvor finaleweekenden finder sted.

- Spillerne skal beskyttes, og vi har spillet i tre lande. Vi kom hertil i går (torsdag, red.) klokken fire om eftermiddagen, siger Morros.

- Der skal spilles over flere dage. Og det med at dele værtskabet er virkelig dumt. Man kan godt gøre det med lande, der ligger tæt på hinanden, men Østrig, Norge og Sverige… vi har rejst hele Europa rundt. Det er en flytur på tre timer.

Bronzekampen spilles lørdag klokken 18.30, mens finalen mellem Kroatien og Spanien fløjtes i gang søndag klokken 16.30.