EM håndbold

Her er Danmarks mulige modstandere til OL

Den tabende EM-finalist Kroatien havner i en vanskelig kvalifikationsgruppe til de olympiske lege i Tokyo.

Søndag faldt de sidste brikker på plads til kvalifikationsturneringen til OL i Tokyo, hvor Danmark som verdensmester allerede er sikret en plads.

Finalerne ved EM og de afrikanske mesterskaber blev spillet og faldt ud til Spaniens og Egyptens fordel, og dermed er begge nationer nu kvalificeret til sommerens lege.

Kroatien kommer på den værst tænkelige opgave

Bent Nyegaard, håndboldekspert

De tabende finalister Kroatien og Tunesien havner faktisk i samme kvalifikationsgruppe, og det bliver ikke nemt.

OL-kvalifikationen

Gruppe 1: Norge, Brasilien, Chile, Korea

Gruppe 2: Frankrig, Kroatien, Tunesien, Portugal

Gruppe 3: Tyskland, Sverige, Slovenien, Algeriet

Kvalifikationsturneringen spilles fra den 17. til 19. april, og de to bedste nationer fra hver gruppe får en plads ved OL. Norge, Frankrig og Tyskland får fordel af hjemmebane.

Norge har på papiret den klart nemmeste vej til OL, hvor de slipper for europæisk modstand.

Kroatien skal op mod Frankrig, der har vundet i alt 11 mesterskaber. De floppede dog fælt ved EM og røg ud allerede efter det indledende gruppespil - blandt andet på grund af et nederlag til Portugal, som også er i gruppen.

- Jeg kan nærmest blive helt trist, når jeg ser kroaterne gå ud herfra, for de kommer på den værst tænkelige opgave. Det ser alvorligt ud, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Ikke alene skal de til Frankrig, hvor franskmændene står og skal revanchere den fiasko, de havde ved EM. Så popper Portugal op, som jeg tror, enhver vil frygte. Det er en meget, meget alvorlig gruppe.

Gruppe 3 er også lidt af en dynamitpulje. Slovenien tabte bronzekampen ved EM, mens Tyskland og Sverige blev henholdsvis nummer fem og syv.

Allerede kvalificeret til OL

  • Japan (vært)
  • Danmark (verdensmester)
  • Spanien (europamester)
  • Argentina (panamerikansk mester)
  • Bahrain (asiatisk kvalifikation)
  • Egypten (afrikansk mester)