EM håndbold

Kroatisk profil i 'mentalt kollaps' - tog ni skridt i afgørende angreb

Den kroatiske profil Igor Karacic var i gang med at bygge Kroatiens afgørende angreb op, hvor de kunne udligne, da han lavede en stor fejl.

'Karacic forstod ingenting.'

Sådan lød det i kommenteringen med ét minut tilbage af EM-finalen mellem Spanien og Kroatien. Dommerne havde netop dømt en skridtkendelse imod kroatiske Igor Karacic, der uforstående slog ud med armene.

Igor Karacic slog ud med armene i retning mod dommerne.

Da den langsomme gengivelse blev vist på TV-skærmen, var ingen længere i tvivl om, hvorfor dommerne fløjtede.

- Du kan se, han går ni skridt med bolden. Han er oppe på ni skridt! Det er en fuldstændig korrekt kendelse, lød det fra ekspert Bent Nyegaard.

'Mentalt kollaps' blev straffet omgående

Kroatien var bagud 20-21 og stod med en afgørende mulighed for at udligne og måske sende kampen i forlænget spilletid. I stedet mistede de bolden og blev straffet i den anden ende, hvor Spaniens Alex Dujshebaev reelt afgjorde finalen med sin scoring til 22-20 med 25 sekunder tilbage.

Når Bent Nyegaard efterfølgende skal kigge på situationen igen og prøve at forklare det helt store spørgsmål: "Hvordan kunne det ske?", så har den mangeårige håndboldekspert et rigtig godt bud på, hvad der gik galt. Om end det er Nyegaards egen fortolkning.

- Det er et mentalt kollaps. Han er jo i gang med at tænke, hvordan de skal angribe situationen, og de er under pres. Deres angrebsspil er gået i stå, og der skal ske noget ekstraordinært. Der er fuld power på alle antenner, og derfor falder han simpelthen mentalt ud.

De ni skridt blev taget inden for et meget begrænset område.

- Ellers ville han jo aldrig nogensinde på noget tidspunkt danse rundt på otte-ni skridt, hvor han jo heller ikke kommer nogen steder, og der er ikke en modstander i nærheden af ham. Det siger noget om, hvilket stressniveau spillerne er på, når en kamp skal afgøres, og koncentrationen ryger bare et splitsekund, siger Nyegaard.

Igor Karacic var ellers en af de få spillere, der for alvor bidrog til de kroatiske scoringer. Fire gange scorede han i finalen, hvor kun Domagoj Duvnjak var skarpere med sine fem mål.

Den kroatiske playmaker blev desuden udnævnt til en plads på det officielle All Star-hold.

Der var de store følelser på spil, da EM-finalen blev afgjort. Video: Malthe Henriksen