EM håndbold

Sagosen satte EM-rekord - men havde hellere byttet den væk

Sander Sagosen blev i bronzekampen den mest scorende spiller ved en EM-slutrunde nogensinde. Han ville dog til hver en tid bytte rekorden.

En scoring til 3-2 efter ni minutters spil i bronzekampen blev historisk for Norges største stjerne, Sander Sagosen. Målet var nemlig hans 62. i turneringen.

Dermed overgik han Kiril Lazarov fra EM-slutrunden i 2012, hvor han scorede 61 mål.

Sander Sagosens total for slutrunden endte efter de 60 minutter på 65 scoringer, men han fortæller efter kampen, at han til hver en tid vil bytte sin rekord væk.

- Jeg har godt hørt, at der var nogle historiske ting, men jeg giver den ligeså meget til hele holdet. For mig var det et mesterskab, jeg kom perfekt forberedt til, siger Sagosen til TV 2 Norge.

- Men jeg ville ændre alt, hvis jeg havde fået en anden medalje. Jeg kunne have scoret nul mål, hvis jeg sad med en medalje af en lidt anden farve.

Den tidligere norske målvogter Ole Erevik var imponeret over Sagosen under bronzekampen, og han understreger, at man skal stramme sig an, hvis man skal tage rekorden fra den norske stjerne.

- Kong Kiril Lazarov er abdiceret. Han har haft rekorden siden EM i 2012. Det er en rekord, som ikke er umulig, men den kommer til at blive vanskelig at slå, sagde Ole Erevik under bronzekampen ifølge Aftenposten.

Små marginaler fra EM-finale

Bronzemedaljerne, der kom i hus efter en sejr på 28-20 over Slovenien, var Norges tredje medalje ved en slutrunde og fjerde semifinale på fire år.

Norge vandt VM-sølv i 2017 og 2019 samt EM-bronze i år.

- Vi er helt med i toppen nu. Det er små marginaler, der skiller os fra en EM-finale. Vi har spillet et godt mesterskab, og så er det ærgerligt, at vi taber efter to gange forlænget spilletid i semifinalen, siger Sagosen.

Sådan ender topscorerlisten ud ved EM:

  1. Sander Sagosen – 65 mål i 9 kampe
  2. Mikita Vailupau – 47 mål i 7 kampe
  3. Nikola Bilyk – 46 mål i 7 kampe
  4. Jure Dolenec – 42 mål i 9 kampe
  5. Artsem Karalek – 37 mål i 7 kampe
  6. Ondrej Zdrahala – 37 mål i 7 kampe
  7. Magnus Jøndal – 36 mål i 9 kampe
  8. Alex Dujshebaev – 35 mål i 8 kampe (mangler stadig finalen)
  9. Robert Weber – 35 mål i 7 kampe
  10. Janko Bozovic – 34 mål i 7 kampe