Spanien vinder EM for anden gang i træk
Som det første hold siden 2002 har Spanien søndag vundet EM i håndbold for anden gang i træk.
For anden gang i træk har Spaniens håndboldherrer sikret sig titlen som Europas bedste.
Det står klart, efter at de rødklædte spaniere søndag eftermiddag vandt EM-finalen med 22-20 over Kroatien i Tele2 Arena i Stockholm. Det er første gang siden 2002, at et hold vinder EM-guld to gange i træk.
Og det var i særdeleshed takket være en storspillende Gonzalo Perez de Vargas, der blev skiftet ind i det spanske mål midtvejs i 1. halvleg og resten af kampen leverede den ene store redning efter den anden.
Årsagen til, at Barcelona-målmanden blev skiftet ind skulle findes i, at spanierne havde mere end svært ved at lukke ned for det kroatiske angreb i finalens indledning.
Kroaterne kom bedst ud til kampen, og da Marco Maric efter 18 minutter kunne gøre det til 10-7 i kroatisk favør, valgte Jordi Ribera på Spaniens bænk at kalde til timeout.
Perez de Vargas kom på banen, og omgående blev der sat en stopper for de kroatiske scoringer. 12 minutter uden mål fra Kroatien førte til, at de forsvarende europamestre kunne gå til pause foran med 12-11.
Den spanske dominans fortsatte i 2. halvlegs første minutter, hvor Spanien i løbet af ingen tid kom foran med 16-12.
Kroatiens defensiv stoppede spansk scoringsfest
Men så stoppede den spanske fest også. Takket være en stærk kroatisk defensiv løb Spanien pludselig ind i en scoringspause på næsten 10 minutter. Det udnyttede de hvidklædte kroatere til at komme helt tilbage i kampen.
Seks minutter før tid sørgede Luka Stepancic med en fremragende afslutning fra distancen for, at Kroatien kom foran for første gang siden kampens 24. minut.
Spanierne fik udlignet, og så fulgtes de to hold ad indtil kampens døende minutter. Med 120 sekunder tilbage af den ordinære spilletid var stillingen således 20-20.
På et straffekast med et halvandet minut tilbage sørgede Aleix Gomez Abello for, at Spanien igen havde momentum. Det momentum blev ikke mindre, da Igor Karasic få sekunder senere tog for mange skridt i det kroatiske forsøg på at udligne.
Den spanske EM-triumf blev endegyldigt sikret med 30 sekunder tilbage, da Alex Dujshebaev med en underhåndsafslutning bragede Spanien foran til resultatet 22-20.
Aleix Gomez Abello og Domagoj Duvnjak blev kampens topscorere med hver fem mål. Perez de Vargas sluttede med en redningsprocent på imponerende 42.
Kroatien har nu fået sølv tre gange ved EM, mens de endnu ikke har prøvet at gå hele vejen.