Håndbold

Stor hæder til Estavana Polman

Esbjerg-profilen Estavana Polman er blevet kåret som årets sportspersonlighed i Holland.

Team Esbjergs verdensmester Estavana Polman har fået et stort skulderklap i hjemlandet Holland.

Håndboldstjernen er blevet kåret som årets sportspersonlighed på tværs af alle sportsgrene, skriver AD.

Det er en jury bestående af sportsjournalister, der har tildelt Polman den prestigefyldte kåring, som hylder en personlighed, der både leverer ekstraordinære præstationer i deres sport og samtidig udviser personlighed i medierne.

- Estavana Polman går ofte til grænsen, men hun er også håndboldstjernen bag de slående udtalelser, lyder det blandt andet i begrundelsen.

De seneste modtagere af prisen er:

  • Robin van Persie (fodboldspiller, 2018)
  • Annemiek van Vleuten (cykelrytter, 2017)
  • Sven Kramer (skøjteløber, 2016)
  • Max Verstappen (racerkører, 2015)
  • Arjen Robben (fodboldspiller, 2014)

Ved VM i december spillede Estavana Polman en stor rolle i Hollands store triumf. Polman scorede 58 mål og lavede 43 målgivende afleveringer, hvilket var med til at sikre hende en plads på All Star-holdet.

- Holland havde aldrig vundet VM uden Polman. Det var hende, der tog alle de afgørende beslutninger, når tingene skulle afgøres. Det var en ekstremt flot præstation af hende, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard og tilføjer:

- Med den her kåring sætter hun et endnu mere markant aftryk på hollandsk sport, hvor håndbold ellers ikke spiller den største rolle.

Estavana Polman skal i aktion igen onsdag aften, når Team Esbjerg møder EH Aalborg. Inden kampen ligger Esbjerg på førstepladsen i kvindernes håndboldliga efter 15 sejre i 17 kampe.