Håndbold

Århus-profil i 'følelsesladet' comeback efter alvorlig sygdom

Fredrik Schilling var endelig tilbage for Århus, da de slog Skanderborg med hele 35-25, og det var en speciel oplevelse for fløjspilleren.

I næsten syv måneder har Fredrik Schilling siddet uden for en håndboldbane, men torsdag var han endelig tilbage, hvor han føler sig hjemme.

- Det var meget følelsesladet. Det kunne man nok godt se, siger han til TV 2 SPORT.

Årsagen til den lange pause er en ukendt virus, som har holdt ham ude af hele sæsonen, og som i perioder fik Århus-fløjen til at overveje at indstille håndboldkarrieren.

- Når man ligger alene i en hospitalsseng, kan man godt bruge lidt tid til at tænke over, hvad der lige sker.

- Jeg havde det rigtig dårligt og var i en periode langt nede. Jeg gik også med mange forskellige overvejelser om, hvad der skulle ske i fremtiden, for jeg vidste ikke, hvad der havde ramt mig, siger Schilling.

En stor dag

Torsdag gjorde han så comeback for Århus i det vigtige lokalopgør mod Skanderborg. Her blev Schilling sendt i aktion til hjemmeholdets straffekast.

Gensynet med harpiks og håndbold betyder meget for ham, og han scorede da også på begge sine straffekast.

- Det har været nogle lange måneder. Det er noget, jeg har set frem til i lang tid. Det er bare en kæmpe forløsning at stå inde på banen. Det var en stor dag, synes jeg.

Århus besejrede Skanderborg med 35-25. Video: Rasmine Stigkjær Jacobsen

Glæden er gengældt hos cheftræner Erik Veje, som har set frem til igen at have den hurtige fløjspiller på holdkortet.

- Det har været forfærdeligt for Schilling, og vi har haft ondt af ham. Det værste var næsten, at der ikke var nogen tidshorisont for et comeback, siger Erik Veje.

Mangler timing

Århus vandt lokalopgøret med hele 35-25, og den komfortable sejr var bare med til at gøre comebacket endnu bedre for Schilling.

Nu håber han på at fortsætte sin udvikling til de kommende kampe.

- Formen er nogenlunde, hvor den skal være, men én ting er også at være i form at kunne holde til at løbe, og en anden ting er at være i timing rent håndboldmæssigt. Det er klart, at der nok kommer til at gå lidt tid, før jeg er på toppen her.

Århus spiller næste ligakamp fredag den 7. februar i Sønderjyske.