Håndbold

Bjarte Myrhol øjner snarligt comeback efter operation

En OL-kvalifikation til foråret er med til at motivere Bjarte Myrhol til at komme hurtigt tilbage til håndboldbanen efter en operation i januar.

Om en måned skal Bjarte Myrhol være tilbage i kamp.

Det er målsætningen fra den norske stregspiller, som kort efter nytår gennemgik en planlagt operation. Myrhol har i denne sæson siddet ude af flere omgange med tarmproblemer, og det er netop noget af tarmen, der nu er blevet fjernet.

Og nu er det tid til at se fremad for Skjern-spilleren.

- Indgrebet var vellykket. Jeg har i mit eget hoved sat en frist til 1. marts for at være tilbage i kamp. Vi må se, om det kommer til at ske. Nu kaster jeg bolden så meget, jeg kan, men jeg har ikke kontakt med andre spillere på banen.

- Jeg er egentlig i gang med en ny sæsonstart. Det har jeg været flere gange i denne sæson, siger Bjarte Myrhol til TV 2 Norge.

Operationen var i første omgang planlagt til at finde sted den 27. januar, men på grund af et tilbagefald i december blev det besluttet af fremskynde operationen til en af de første dage i året. Det betød, at den 37-årige nordmand måtte vinke farvel til EM.

Drømmer om OL til sommer

Men allerede i foråret kan Myrhol, hvis han når at komme i god nok form, igen være med på det norske landshold, når de skal spille OL-kvalifikation mod Brasilien, Chile og Sydkorea.

En gruppe, der desuden får stregspilleren til at drømme om det første OL for de norske håndboldherrer siden 1972.

- Jeg har været med i to hårde OL-kvalifikationer, så derfor synes jeg, at det er en smule fortjent, at vi nu har fået en lidt nemmere gruppe. Jeg er glad for, at vi slipper for at møde Spanien, selvom jeg tror, at vi havde slået dem på hjemmebane i Norge, siger Bjarte Myrhol.

Hvis Bjarte Myrhol er kampklar den 1. marts, så kan hans første kamp i år blive en hjemmekamp mod Nordsjælland i den danske håndboldliga den 4. marts.