Håndbold

Nordsjælland slår bundrival og skaber ligaspænding

Mathias Møller og Anders Agger efter kampen mod Lemvig-Thyborøn. Claus Bech / Ritzau Scanpix

Nordsjælland slog hjemme Lemvig i bundstriden i Primo Tours Ligaen, hvor de to klubber kæmper hårdt.

Nordsjælland Håndbold kunne ånde lettet op, da klubben fredag aften var ude i lidt af et drama i Primo Tours Ligaen.

På hjemmebane tog Nordsjælland imod Lemvig-Thyborøn i et bundbrag, og nordsjællænderne vandt det tætte opgør med et enkelt mål.

24-23 stod der således på måltavlen, da opgøret blev fløjtet af, og dermed sikrede Nordsjælland sig to vigtige point i bundstriden.

Nordsjælland ligger stadig sidst i rækken, men med seks point har klubben blot et enkelt point op til netop Lemvig-Thyborøn i kampen om at komme væk fra den sidsteplads, der giver direkte nedrykning.

Bjerringbro-Silkeborg (BSH) tog imod Fredericia, der også bevæger sig i den tunge ende af rækken, og det opgør vandt hjemmebanefavoritterne med 33-29.

Sejren sendte BSH frem i tabellen, og klubben ligger nummer tre med 23 point. Foran ligger TTH Holstebro og Aalborg Håndbold med henholdsvis 25 og 30 point.

TTH Holstebro udbyggede sin pointhøst fredag, da klubben på udebane slog KIF Kolding 25-22.

Dermed ligger KIF Kolding lige over Lemvig-Thyborøn i bundstriden og har ti point efter 18 kampe.