Håndbold

GOG avancerer i ligaen efter overlegen sejr over tophold

Ribe-Esbjerg måtte se sig besejret 36-28 af GOG, der dermed rykker forbi vestjyderne i tabellen.

Efter en lang julepause blev den danske herreliga igen skudt i gang i denne uge.

Lørdag eftermiddag bragede GOG sammen med Ribe-Esbjerg, og her var ligaens fjerdeplads på spil. Det var begge holds første kamp efter pausen, hvor flere GOG-spillere var i aktion ved EM i Sverige.

Det var dog ikke til at se på banen, hvor fynboerne endte med at løbe med en sikker sejr på 36-28, og derved rykkede de op på ligaens fjerdeplads.

Ingen EM-træthed at spore fra start

Flere GOG-spillere, heriblandt Viktor Gisli Hallgrimsson og Arnar Freyr Arnarsson, brugte januar til EM i Sverige, men de ekstra kampe gjorde ikke

Særligt Viktor Gisli Hallgrimsson kom stærkt fra start i hjemmeholdets mål og gjorde det svært for Ribe-Esbjerg at score. I den anden ende havde de gulblusede til gengæld let ved at få netmaskerne til at blafre, og derfor kom hjemmeholdet hurtigt foran 5-1.

Selvom gæsterne fik bedre gang i målscoringen i løbet af første halvleg, havde de meget svært ved at lukke ned for GOG-spillerne.

REHH-målvogterne Søren Rasmussen og Tim Winkler fik ikke meget hjælp af forsvaret og endte første halvleg med en redningsprocent lavere end ti. Ribe-Esbjerg var ellers inden kampen det hold, der havde lukket færrest mål ind i denne sæson.

Den statistik så dog ud til at lide et knæk efter første halvleg imod GOG, hvor holdet lukkede hele 18 mål ind. Modsat scorede Ribe-Esbjerg kun 11 mål i løbet af de første 30 minutter, så de blåblusede måtte gå til pause bagud med syv mål.

Manglende returløb blev afgørende

I anden halvleg fortsatte gæsternes forsvarsproblemer, og det lignede hurtigt, at GOG ville blive det første hold i sæsonen, der scorede mere over 30 mål imod Ribe-Esbjerg.

Bagud 22-13 efter 34 minutter tog REHH-træneren sin anden timeout i kampen, og her var der ét klart budskab: Forsvaret skal være bedre.

- Hvis der er nogen, der skyder, så må den anden side begynde at løbe hjem. Vi kan ikke stå og beundre, at vi skyder et skud, vel? lød det fra Lars Walther.

Peptalken hjalp dog ikke for gæsterne, der måtte se GOG - særligt anført af nimålsskytten Emil Jakobsen - score gang på gang og øge forspringet. Allerede efter 45 minutter tog Lars Walther sin sidste timeout, og igen var der klar tale fra Ribe-Esbjerg-træneren, der havde set sit hold komme bagud 29-18.

Ribe-Esbjerg havde meget svært ved at holde GOG fra at score i den første kamp efter julepausen. Det fik vestjydernes træner, Lars Walther, til at tage sin sidste timeout allerede efter 45 minutter, og her var der klar tale til spillerne. Video: TV 2 SPORT

- Nu skal vi fandme også forstå alvoren af det her, ik? Vi skal sgu heller ikke ligne idioter derinde nu, sagde træneren.

Det hjalp en smule for Ribe-Esbjerg, der fik pyntet på resultatet inden slutfløjtet. Det hele endte dog med en GOG-sejr på 36-28 - og altså den første kamp i sæsonen, hvor Ribe-Esbjerg indkasserede mere end 30 mål.

Sejren betyder, at GOG indtager ligaens fjerdeplads med 22 point, imens Ribe-Esbjerg er på femtepladsen med 21 point.