Håndbold

Ligaklub nedlagde protest efter bundbrag - håber på omkamp

Lemvig-Thyborøns Anders Thomsen har nedlagt protest efter nederlaget til Nordsjælland Håndbold. Claus Bech / Ritzau Scanpix

Ligakampen mellem Nordsjælland Håndbold og Lemvig Håndbold kan risikere at skulle spilles om efter en protest fra Lemvig.

Ligakampen og bundbraget mellem Nordsjælland Håndbold og Lemvig-Thyborøn fredag aften endte med stor dramatik.

I kampens sidste sekunder havde jyderne muligheden for at få ét point med hjem, men Nordsjælland holdt stand og snuppede de to point med 28-27.

Men dramaet er ikke slut endnu. Umiddelbart efter kampen nedlagde Lemvig-Thyborøn nemlig protest, da de mener, at én eller flere fra Nordsjælland-bænken indvaderede banen i jubel et par sekunder før tid.

- Det er den opfattelse, vi står med. Det vil vi gerne have tjekket, for det må man selvfølgelig ikke. Det skal jo koste en udvisning og et straffekast til os, fordi det er indenfor de sidste 30 sekunder, forklarer Lemvig-træner Anders Thomsen til TV 2 SPORT.

- Men altså det hele foregik roligt. Vi vil bare gerne have lov til at se tingene igennem igen, inden vi beslutter os for, om vi skal gå videre med vores protest.

- Der er ikke en sag, mener Nordsjælland

Lemvig-Thyborøn har ikke haft mulighed for at gennemse billederne af afslutningen på kampen endnu. Vestjyderne har efter at have nedlagt den første protest 72 timer fra kampens afslutning til at indgive en formel protest.

Ifølge Nordsjælland Håndbolds cheftræner, Simon Dahl, så er der dog ikke noget at komme efter.

- Jeg oplever det sådan, at Lemvig i de sidste sekunder går i helbanepres og lader vores fløjspiller gå. Da uret slår 60:00 tager vi alle sammen et skridt ind på banen for at fejre sejren, fortæller Simon Dahl til TV 2 SPORT.

- Udfordringen er bare, at hornet ikke lyder. Det er ikke i sync med tiden, så hornet kommer først to sekunder senere. Derfor ser det hele måske lidt mærkeligt ud. Men jeg mener ikke, der er nogen sag.

Præcedens for omkamp

Skulle Lemvig-Thyborøn få medhold i en eventuel protest, så skal kampen spilles om.

I det vestjyske har de dog fortsat ikke taget stilling til, hvor langt de ønsker at gå med protesten. Det afhænger alt sammen af, hvad videoen af kampens afslutning viser.

- Vi nedlagde en protest, så vi kunne få muligheden for at se afslutningen igen. Hvis de billeder ikke viser noget, så dør den selvfølgelig bare der. Men er der hold i det, så er der præcedens for at spille kampen om, siger Lemvig-træner Anders Thomsen til TV 2 SPORT.

For godt to år siden blev 1. divisionskampen mellem Team Sydhavsøerne og Ajax Håndbold spillet om efter en lignende sag, hvor en spiller før tid løb på banen i eufori.

Derfor er der da også en smule nervøsitet i Nordsjælland, selvom cheftræner Simon Dahl ikke tror, der bliver gjort mere ud af sagen.

- Jeg er egentlig rimelig rolig, og så har jeg alligevel en grad af nervøsitet.

- Der er jo sket mange mystiske ting i håndboldhistorien, og skulle det ende med en omkamp, vil det nok ikke engang være det mest mystiske. Men jeg synes ikke, der er noget at komme efter.

Sejren, der indtil videre får lov at stå, til Nordsjælland Håndbold over Lemvig-Thyborøn har stor betydning i bundkampen, hvor der nu bare er ét point mellem Nordsjælland på sidstepladsen og Lemvig over nedrykningsstregen.