Håndbold

Aalborg trækker fra i toppen efter sejr over SønderjyskE

Aalborg Håndbold vandt søndag over SønderjyskE og er syv point foran nummer to i herrernes liga.

Aalborg Håndbold trækker fra i toppen af den danske herreliga.

Nordjyderne vandt søndag eftermiddag på hjemmebane med 28-23 over SønderjyskE, og dermed er Henrik Møllgaard og co. oppe på 32 point for 18 kampe.

Det er syv point mere end TTH Holstebro på andenpladsen.

SønderjyskE ligger efter nederlaget stadig på ottendepladsen med 18 point.

Første halvleg blev en tæt affære, hvor de to hold fulgtes ad til 10-10, inden hjemmeholdet for første gang kom foran med to mål.

Det blev også til 14-10, inden SønderjyskE igen kom på tavlen.

Men generelt havde gæsterne svært ved at få styr på Aalborgs bagkæde og den danske landsholdsspiller Henrik Møllgaard, der scorede fem mål i første halvleg, og derfor måtte gæsterne gå til pause bagud med 13-17.

I starten af anden halvleg trak de forsvarende danske mestre fra Aalborg langsomt fra og kom på 20-14, inden sønderjyderne igen fik bragt lidt spænding ind i opgøret.

Tættest på kom de ved 22-24 med fem minutter tilbage af kampen, men så trak den velsmurte Aalborg-maskine arbejdshandskerne på igen og kørte sejren sikkert i hus til slut.

Mors-Thy klatrer op i tabellen

Senere søndag var Mors-Thy på besøg i Skjern. Her tog gæsterne en sejr på 27-24.

De to point bringer Mors-Thy op på niendepladsen med 18 point for 18 kampe, mens Skjern missede muligheden for at spille sig op på tredjepladsen.

I stedet må holdet blive på sjettepladsen i den tætte tabel med 21 point for 18 kampe.