Håndbold

TTH Holstebro lejer back ud til tysk topklub - og scorer 'stor gevinst'

Kay Smits har kontrakt med TTH Holstebro til 2021 TTH Holstebro

Den hollandske landsholdsspiller Kay Smits spiller resten af sæsonen i den tyske bundesligaklub Magdeburg.

TTH Holstebros herrer spiller resten af sæsonen uden hollandske Kay Smits.

I weekenden kontaktede tyske Magdeburg vestjyderne for at forhøre sig om muligheden for at leje den hollandske landsholdsspiller resten af sæsonen. Da tyskerne, der er hårdt ramt af skader på højre back, også havde euro-sedler med, tog det ikke lang tid at blive enige om en handel, så Kay Smits nu bliver lejet ud med øjeblikkelig virkning til tyskerne.

TTH Holstebro må nu "nøjes" med at have Peter Balling og Nikolaj Enderleit at sende i kamp på højre back frem til sommer.

- Da vi hentede Nikolaj Enderleit ind som ekstra spiller op til denne sæson, havde vi tre højre backs. Vi var derfor klar over, at en udlejning kunne blive en mulighed i løbet af sæsonen, og at vi i så fald ville acceptere dette, såfremt vi kunne opnå en økonomisk gevinst. Og det har vi gjort, siger TTH-direktør John Mikkelsen.

Planen er, at Kay Smits vender tilbage til Holstebro til sommer, når Peter Balling skifter til KIF Kolding.

- Jeg er meget stolt over at få sådan en stor chance. At spille for en klub som SG Magdeburg er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Men samtidig er det med blandende følelser, fordi det er svært at forlade et godt hold midt i sæsonen, siger Kay Smits, der har kontrakt med TTH Holstebro til sommeren 2021.

KIF-målmand på plads

TTH Holstebro vil ikke oplyse, hvad klubben får af Magdeburg for at låne hollænderen ud i fem måneder, men ifølge vestjyderne opnår de 'en stor økonomisk gevinst'.

Magdeburg ligger aktuelt nummer fire i Bundesligaen i Tyskland.

TTH Holstebro har tirsdag også præsenteret den svenske målmand Richard Frisk, der skifter fra KIF Kolding til sommer. Han skal afløse Simon Gade, der forlader TTH Holstebro for at tage til Aalborg.