Håndbold

Viborg-profil ude til december med korsbåndsskade

Viborgs Ida-Marie Dahl er blevet korsbåndsskadet. Johnny Pedersen / Johnny Pedersen/Viborg HK

En operation venter for Viborg HKs stregspiller Ida-Marie Dahl, efter hun i lørdags blev korsbåndsskadet.

Viborg HK må resten af sæsonen - og mere til - undvære stregspilleren Ida-Marie Dahl.

I lørdags kom hun slemt til skade i hjemmekampen mod Aarhus United. Nu har en scanning vist, at det forreste korsbånd i knæet er blevet overrevet.

Det skriver Viborg HK i en pressemeddelelse.

- Først og fremmest er det jo mega synd for Ida-Marie, der nu skal opereres og igennem en længere genoptræningsperiode. Hun har spillet fantastisk denne sæson og har i 2020 været blandt ligaens klart bedste stregspillere, så det er et hårdt slag for hende og os som hold, siger klubbens cheftræner, Jakob Vestergaard.

- Det er desværre en del af gamet, men vi forventer, at Madeleine Östlund er klar til at tage over, og så håber vi på, at Majbritt Toft hurtigst muligt finder sit tidligere niveau fra før sin skade. Så er vi godt stillet igen.

Til TV 2 SPORT oplyser Jakob Vestergaard, at Ida-Marie Dahl, der er i gang med sin anden sæson i Viborg, er ude til december 2020.

21-årige Ida-Marie Dahl har i denne sæson spillet 18 kampe i den bedste danske håndboldrække, hvor hun har scoret 49 mål. Det gør hende til Viborgs mest scorende stregspiller i sæsonen.