Håndbold

Nyegaard hylder Esbjerg efter 'meget, meget stor' CL-præstation: - Det giver genlyd

Sanna Charlotte Solberg og Team Esbjergs cheftræner Jesper Jensen. Claus Bech / Ritzau Scanpix

Team Esbjerg ligger lunt til at nå kvartfinalerne i Champions League, og Bent Nyegaard vil ikke udelukke, at vestjyderne kan nå helt til Final 4.

Team Esbjerg var tæt på at levere noget af en overraskelse, da det blev til 31-31 på udebane mod det franske storhold Metz i Champions League søndag eftermiddag.

Vestjyderne satte sågar en tomålsføring over styr til sidst, men det ene point betyder stadig, at Esbjerg på imponerende vis har lige så mange som både Metz og favoritterne fra Rostov-Don i kampen om at gå videre til kvartfinalerne.

- Det er en meget, meget stor præstation. Det var en meget svær udebane, de spillede på, og Esbjerg kontrollerede det stort set fra start til slut. At de skal rejse skuffede hjem med et point ude mod Metz, siger noget om præstationen, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert, Bent Nyegaard.

- Det giver genlyd ude omkring, at Esbjerg truer Rostov-Don og Metz i kampen om første- og andenpladsen. Jeg er sikker på, Esbjerg går videre til kvartfinalerne.

Det fire bedste af gruppens seks hold går videre.

Final 4 indenfor rækkevidde

Lykkedes det Team Esbjerg at avancere på de øverste pladser, er chancen for at gå videre til Champions Leagues Final 4 samtidig større.

I så fald vil vestjyderne tropper nemlig snige sig udenom mægtige Györ, der er ubesejret og ligner en sikker vinder i den anden gruppe.

- Jo bedre Esbjerg gør det i puljen, jo større er chancen jo for at nå Final 4, hvilket vil være en fantastisk præstation - og der er en meget, meget stor chance for at snuppe en af de første tre pladser.

- Hvis de kan tage første eller andenpladsen, kan de altså møde Buducnost Ramnicu Valcea (i kvartfinalen, red.). Det er spekulation, men Esbjerg er i gang med at spille sig til en flot mulighed for at nå Final 4, siger Nyegaard.

Før de sidste tre spillerunder i gruppespillet er Esbjerg på en delt førsteplads sammen med Metz og Rostov-Don. Vestjydernes sidste gruppekampe er mod bundholdene Kristiansand og Ferenvacos, inden de slutter af med en hjemmekamp mod Metz.

En landstrænerpost værdig

Søndagens solide præstation i franske Metz falder også tilbage på cheftræner, Jesper Jensen.

Den tidligere topspiller har snart været chef i Esbjerg i tre år, hvor han har været med til at gøre holdet til et af landets absolut bedste.

Og resultatet i Frankrig er blot endnu et bevis på, hvorfor han af blandt andre Bent Nyegaard bør være en kandidat til jobbet som landstræner for håndbolddamerne.

- Jeg har haft ham som favorit hele tiden, siger håndboldeksperten.

- Han viser bare igen, at han både på det nationale og internationale mestrer sit håndværk.