Håndbold

Officielt: Landsholdsstreg skifter til russisk håndbold

Kathrine Heindahl skifter til Rusland. Ritzau Scanpix

Kathrine Heindahl skifter til CSKA Moskva i næste sæson, der har Jan Leslie som træner.

Den danske landsholdsspiller Kathrine Heindahl kan godt begynde at øve sig på russisk.

For nu bekræfter hun nemlig selv, at hun i den næste sæson skifter til CSKA Moskva. Et skifte, som TV 2 SPORT tidligere kunne erfare.

- Jeg skal til Rusland! Efter sommeren er jeg at finde i CSKA. En drøm om at spille og bo i udlandet bliver til virkeliglighed. Jeg niver mig selv i armen og er pissestolt. De næste fem måneder vil jeg gøre alt for at slutte min tid i Odense Håndbold af med et brag og vil kæmpe for at indfri de mål og drømme, vi har sammen, skriver Heindahl på det sociale medie Instagram.

Hun har underskrevet en to-årig kontrakt med den russiske hovedstadsklub. Heindahl havde også flere tilbud, men valget var ikke svært for hende.

- Det er et sindssygt spændende projekt. Jeg var rigtig glad for at have Jan (Leslie, red.) i min tid i Randers, så det har selvfølgelig også haft stor indflydelse på mit valg. Jeg ved, hvad han står for. Det giver da noget tryghed, når man skal til noget helt nyt – der er ikke så mange spillere, jeg kender udover Sabine Jacobsen – så er det meget rart, at der er lidt tryghed på trænerfronten også.

- Jeg har gerne villet til udlandet i en del år. Det føles rigtigt i maven at gøre det nu. Det er et godt hold, og for mig er det den helt rigtige udfordring. Det er et projekt, hvor jeg både som person og som håndboldspiller kan udvikle mig. Det kan blive en kæmpe oplevelse.

I den russiske storklub vil hun få Jan Leslie som træner, som hun selv nævner. Netop Leslie og Heindahl har en fælles fortid i Randers HK.

Jan Leslie var træneren, der hentede en ung Kathrine Heindahl i TTH Holstebro i 2013, og stregspilleren endte med at spille fire sæsoner i Randers, inden hun i 2017 - ligesom flere andre danske landsholdsspillere - skiftede til storsatsende Odense Håndbold.

Jan Leslie forlod Randers i 2014 - efter han blandt andet havde vundet DM-guld med kronjyderne i 2012. Siden kom han til russiske Rostov-Don og senere tilbage til Danmark og Ribe-Esbjergs herrehold, inden han sidste sommer igen tog turen til Rusland for at blive træner i CSKA Moskva.

Lyn-analyse

Det er en stor og spændende udfordring for hende. Der er også noget, der tyder på, at hun trænger til en ny udfordring, da hun er gået lidt i stå, og landsholdsmæssigt er hun blevet overhalet af Sarah Iversen.

 

Det er en klub med mesterskabsambition. De ligger og kæmper med Rostov Don og Lada Togliatti, som helt naturligt er nogle af de store. Det er et ambitisøt projekt. Jan Leslie er hentet dertil for, at de ikke bare skal klare sig godt Rusland, men også i Europa. De har også umiddelbart økonomien til at klare sig godt.

Moskva-klubben er et helt nyt håndboldprojekt født til denne sæson af en russisk rigmand, der har ambitioner om inden for nogle år at vinde Champions League.

Kathrine Heindahl har spillet 71 A-landskampe og scoret 138 mål for Danmark siden sin landsholdsdebut i 2010 og var med til VM i Japan i december.

Odense Håndbold har allerede præsenteret afløseren for Kathrine Heindahl til næste sæson. Det bliver landsholdsbobleren Rikke Iversen, der kommer til Fyn fra Silkeborg-Voel.