Håndbold

Højlund er frustreret efter brud i næsen: - Et meget uheldigt tidspunkt

Mie Højlund er tvivlsom til kampen mod Skanderborg. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Den danske landsholdsspiller måtte udgå med en skade undervejs i kampen mod Silkeborg-Voel 5. februar.

Mie Højlund kæmper lige nu med at finde en løsning, så hun kan blive klar til Odense Håndbolds kamp mod Skanderborg onsdag.

I sidste uge blev hun skadet i kampen mod Silkeborg-Voel. Hun er efterfølgende blevet scannet, og her kunne de se, at hun har et lille brud i næsen.

- Status er, at der var et lille brud og en flænge i næsen, men det er ikke noget, der er så alvorligt, at det skal opereres. Så det er i hvert fald positivt, siger hun til TV 2 SPORT.

- Planen er, at vi lige nu prøver at finde en eller anden måde, som jeg kan beskytte den på. Hvis vi finder det, er det planen, at vi prøver det af i morgen (onsdag mod Skanderborg, red.). Ellers er det svært at sige, hvad der skal ske.

Odense er skadesramt

Skaden kommer på et uheldigt tidspunkt for Mie Højlund og Odense Håndbold. Den fynske klub er nemlig ramt af flere skader, og derfor havde de kun ni spillere til rådighed i søndagens EHF Cup-kamp mod MKS Lublin S.A.

Det irriterer Mie Højlund, at hun ikke er i stand til at hjælpe holdet.

- Det er virkelig frustrerende – især lige nu og i Silkeborg-kampen, hvor vi næsten ikke var nogen bagspillere. Det er et meget uheldigt tidspunkt, men forhåbentlig er det ikke noget, der tager så lang tid, og jeg håber at være hurtigt tilbage igen, siger hun.

Mie Højlund nåede at score syv mål mod Silkeborg-Voel, inden hun måtte gå ud med en forslået næse. Uheldet skete med godt tyve minutter tilbage af kampen, da hun fik en albue i hovedet.

- Det skete i en forsvarsaktion, hvor jeg dækkede Jane Schumacher op, og så ramte hun uheldigt med sin albue på min næse, siger Højlund.

Odense vandt kampen 30-28. Holdet er på en fjerdeplads i ligaen med 28 point efter 19 kampe. Skanderborg, som de møder onsdag, er på 13.-pladsen med 6 point.