Håndbold

Randers-profil er gravid - har spillet sin sidste kamp for klubben

Jamina Roberts er blevet gravid og kommer derfor ikke i spil for Randers HK i resten af sæsonen.  Loic Venance / Scanpix Denmark

Jamina Roberts skal bidrage i Randers med erfaring uden for banen, mens hun venter sig.

Den svenske profil Jamina Roberts har spillet sin sidste kamp for Randers HK i dameligaen.

Den kronjyske håndboldklub skriver på Facebook, at bagspilleren er gravid og derfor ikke kommer i kamp mere i sæsonen.

Samtidig slår Randers HK fast, at Jamina Roberts stadig kommer til at bidrage med sin erfaring uden for banen.

Alligevel kommer træner Niels Agesen til at savne den svenske profils evner i spillet på banen.

- Der er jo ingen tvivl om, at når man skal undvære sin nok største profil, så får det jo en eller anden betydning, siger Niels Agesen til TV 2 SPORT.

- Jeg synes jo, Jamina er unik, fordi hun kan skabe situationer ud af ingenting.

Den svenske landsholdsspillers kontrakt udløber til sommer. Overfor TV 2 SPORT bekræfter Niels Agesen, at Jamina Roberts har spillet sin sidste kamp for klubben.

Allerede under decembers VM-slutrunde fortalte hun, at hun ikke forventede at forlænge med den danske klub.

Stort minus vendt til plus

Randers HK har haft store økonomiske problemer, men før jul fik de blandt andet ved salg af folkeaktier lukket det økonomiske hul.

Faktisk var den negative egenkapital på 4,7 millioner kroner, men det fik man vendt til et plus på knap en million kroner.

- Jeg kan ikke få armene ned, men jeg er også utrolig ydmyg. Det er jo hele byen Randers, der støtter op og siger: Randers har brug for, at vi har ligahåndbold i fremtiden, sagde formand Henrik Schaar dengang.

Sportsligt har præstationerne været knap så kritiske. Efter 19 runder indtager kronjyderne ligaens syvendeplads.

Onsdag offentliggjorde klubben også, at Melanie Bak vender tilbage til klubben.