Håndbold

Måtte vente på kampstart: Spillere og dommere stillede op i samme trøjefarve

Dommerne og Ribe-Esbjerg-spillernes trøjer havde stort set samme farve. Dommerparret måtte derfor en tur i omklædningsrummet.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) beslutter trøjevalget til en kamp i rigtig god tid.

Informationer, der også er tilgængelige for dommerne lang tid før, en kamp bliver afviklet. Det var også tilfældet inden mødet mellem Bjerringbro/Silkeborg og Ribe-Esbjerg i Primo Tours Ligaen.

Men dommerparret må have overset beslutningen om trøjevalget, for da de kom ud på banen for at fløjte kampen i gang, viste det sig, at de var iført samme farver som Ribe-Esbjerg-mandskabet.

Dommeren ligner en, der er en del af holdet fra Ribe-Esbjerg.

Dermed blev kampens starttidspunkt udskudt til 20.05. En ændring, der dog blev mødt med et smil.

- I starten lignede det, at det godt kunne lade sig gøre at se forskel. Men så sagde Søren Rasmussen (målvogter hos Ribe-Esbjerg, red.), at dommeren skulle være klar på at få en aflevering.

- Det må have noget med vores alder at gøre. Os, der er lidt ældre, sagde Ribe-Esbjerg-træneren Lars Walther med et stort smil til TV 2 SPORT kort før kampstart.

Efter lidt diskussion frem og tilbage besluttede de to dommere at løbe i omklædningsrummet for at skifte trøjer.

Til stor jubel for publikum løb dommerparret i omklædningsrummet og skiftede trøjer.

Dommerparret dømte dermed kampen i en mørkegrøn uniform.

Og det blev en hektisk affære, de to dommere skulle holde styr på.

Efter en mindre dramatisk afslutning løb udeholdet fra Ribe-Esbjerg med en sejr på 27-26. Dermed haler holdet ind på Bjerringbro/Silkeborg, så der nu kun er to point, der adskiller de to hold i toppen af ligaen.