Håndbold

Nantes-spillere forsvarer klublæge efter beskyldningerne om ulovlig graviditetstest

Nantes-spillerne udtaler sig på fredagens pressemøde.  Screenshot: Nantes

Nantes har landsholdsspillerne Lotte Grigel og Stine Bodholt på kontrakt, mens klubbens cheftræner er danske Allan Heine.

En pressemeddelelse fra den franske spillerforening sendte torsdag aften danskerklubben Nantes i modvind.

Klubbens præsident Arnaud Ponroy bekræftede, at spillerforeningen havde henvendt sig, fordi klublægen havde foretaget graviditetstests ”uden spillernes samtykke”.

Det afviste klubpræsidenten straks, og nu følger klubbens spillere trop. Det fremgår af en pressemeddelelse, som klubben har udsendt fredag aften.

- Jeg vil først gerne tale om klublægen, der er en betroet person. Han er en, der er god til sit arbejde, og som er der for os på alle tidspunkter.

- Der er aldrig frigivet nogen oplysninger, han har aldrig forrådt vores medicinske fortrolighed, og det er virkelig vigtigt for os, siger holdets anfører, Léa Ligniéres, i pressemeddelelsen.

Klubben oplyser, at Léa Ligniéres og Camille Ayglon-Saurina, der også sad på podiet ved pressemødet, talte på vegne af alle spillerne. Flere af dem stod bag ved podiet.

Vi havde hver især en recept i vores hænder

Camille Ayglon-Saurina

Graviditetstesten var ikke obligatorisk

Problematikken er opstået i forbindelse med sæsonopstarten.

I opstartsfasen blev spillerne udsat for en masse obligatoriske tests, som er påkrævet af det franske håndboldforbund.

I forbindelse med disse tests valgte klublægen også at spørge spillerne, om de ønskede en graviditetstest, hvilket ikke er obligatorisk.

Klublægen valgte at udføre disse tests, så han kunne justere træningsmængden og tilpasse spillerens respektive medicin.

Samtidigt blev alle disse tests foretaget med spillernes accept. Det udtalte klubbens præsident til France TV Sport tidligere fredag.

Spillernes utilfredshed er dog opstået, fordi de ikke forstod, hvorfor klublægen foretog disse tests. Det lader dog til, at spillerne ikke længere er af den opfattelse.

- Jeg vil også gerne minde om, at Thibaud (klublægen, red.) er en moderskabsreference for sportskvinder i Pays de la Loire-regionen, så denne test er en test, han regelmæssigt praktiserer blandt de sportskvinder, han støtter.

- Vi havde hver især en recept i vores hænder, hvor Beta HCG-dosis blev indikeret, siger Camille Ayglon-Saurina.

Klubbens danske træner, Allan Heine, fortæller til TV 2 SPORT, at han bakker op omkring spillernes og klubbens fremlæggelse af situationen.

TV 2 SPORT har også forsøgt at få en kommentar fra både Stine Bodholt og Lotte Grigel, men det er ikke lykkedes.