Håndbold

Tre toptrænere er fravalgt til landstrænerjobbet efter samtaler

Den sportslige ledelse i Dansk Håndbold Forbund med sportschef Morten Henriksen (bagerst) og generalsekretær Morten Stig Christensen (forrest) arbejder på at finde den næste kvindelandstræner Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Tre af de trænere, som har været i spil til jobbet som Danmarks næste kvindelandstræner, er ifølge TV 2 SPORTs oplysninger blevet fravalgt af DHF.

Hvem skal fremover sidde i det trænersæde, som blev ledigt, da Dansk Håndbold Forbund (DHF) og Klavs Bruun Jørgensen gik hver til sit i begyndelsen af januar?

Det spørgsmål svæver stadig i luften her en god måneds tid senere. Og svaret lader vente på sig.

Men TV 2 SPORT kan erfare, at mindst fire kandidater har ført samtaler med DHF om at overtage jobbet som kvindelandstræner, og at tre af dem nu er blevet fravalgt.

De fire, der har ført samtaler med DHF, er den tidligere ungarske landstræner Kim Rasmussen, den nuværende træner for TTH Holstebros herrehold Patrick Westerholm, den nuværende Molde-træner og tidligere hollandske landstræner Helle Thomsen samt nuværende Team Esbjerg-træner Jesper Jensen.

Alle fire har har ifølge TV 2 SPORTs oplysninger ført samtaler med Dansk Håndbold Forbund om jobbet som landstræner. Og de tre førstnævnte har fået at vide, at jobbet går til anden side. Hvad Jesper Jensens samtaler er endt med, melder TV 2 SPORTs kilder intet om.

Men hverken Kim Rasmussen, Patrick Westerholm eller Helle Thomsen bliver altså, som det ser ud lige nu, Danmarks næste kvindelandstræner i håndbold.

Især sidstnævnte, altså Helle Thomsen, var ellers en særdeles populær kandidat, da TV 2 SPORTs brugere blev spurgt til deres ønsker, efter det stod klart, at Klavs Bruun Jørgensen stoppede som landstræner.

I en afstemning klikkede hele 52 procent af de godt 54.000 brugere, som gav deres mening til kende, på Helle Thomsens navn. Tre procent ønskede sig Kim Rasmussen, mens Patrick Westerholms navn ikke fremgik af kandidatlisten, som også indeholdt Jesper Jensen, Jan Pytlick, Jakob Larsen og Claus Mogensen. Westerholm må altså regnes med i de seks procent af stemmerne, der blev sat på ”ingen af de ovenstående”.

Ingen kommentarer fra de tre kandidater

Ingen af de tre, der nu ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er valgt fra til jobbet, ønsker at kommentere den information, og dermed har de ingen kommentarer til, hvorvidt de har ført samtaler med DHF, og til hvorvidt de er blevet fravalgt til jobbet.

Flere andre centrale kilder i håndboldmiljøet bekræfter dog de tre ovennævntes kandidatur og DHF’s fravalg af dem over for TV 2 SPORT.

Heller ikke den fjerde, Team Esbjerg-træner Jesper Jensen, som i øvrigt fik 28 procent af brugernes stemmer og dermed blev den næstmest populære kandidat, ønsker at forholde sig til, om han har været til samtale om landstrænerjobbet:

- Det vil jeg som sædvanlig ikke udtale mig om, siger han til TV 2 SPORT.

- Hvis DHF eller andre vil udtale sig, så må de selv afgøre hvornår og hvor.

Jesper Jensen har tidligere udtalt, at tjansen som landstræner for Danmark er et drømmejob for ham.

Dansk Håndbold Forbunds sportschef Morten Henriksen, som naturligvis er en del af rekrutterings- og ansættelsesprocessen, ønsker heller ikke at forholde sig til konkrete kandidater:

- Navne kommenterer jeg ikke på, siger han.

Dermed forholder han sig ikke til, hvem der har været i spil til jobbet, og hvem der nu har fået et pænt nej tak til at blive den næste danske kvindelandstræner. Han bekræfter dog, at forbundet har været i dialog med flere bejlere:

- Jeg kan garantere, at der bliver fundet en super løsning. Vi har haft dialog med flere spændende kandidater, siger han til TV 2 SPORT.

Spørgsmålet om dobbeltjob

Ud over det stadigt ubesvarede overordnede spørgsmål om, hvem der ender som Danmarks næste kvindelandstræner, stilles et andet relevant af slagsen, når den fjerde mand på kandidatlisten sættes i fokus.

Jesper Jensen har nemlig fortsat kontrakt med de danske mestre fra Team Esbjerg. Den løber faktisk for de kommende to sæsoner frem til sommeren 2022. Derfor er spørgsmålet, om Dansk Håndbold Forbund ønsker en landstræner på fuld tid eller en landstræner, der dobbeltjobber som klubtræner ved siden af landstrænerjobbet.

Som udgangspunkt er landstrænerjobbet nemlig – ifølge DHF – en fuldtidsstilling. Forbundet har tidligere givet herrelandstræner Nikolaj Jacobsen dispensation fra den holdning, så han kunne færdiggøre sit engagement i tyske Rhein-Neckar Löwen, mens han var dansk landstræner.

Men heller ikke det spørgsmål ønsker sportschef Morten Henriksen, som i øvrigt forsøger at holde vinterferie, at svare konkret på:

- Jeg har en ide om, at vi faktisk gør et godt stykke arbejde med at finde den rigtige. Vi finder den løsning, vi tror, er bedst for dansk damehåndbold på landsholdsniveau generelt på kort og lang sigt, siger han.

- Vi holder fast i, at der skal bruges tid på blandt andet udvikling, spiller- og klubbesøg, kampe, talentudvikling, samarbejde med Team Danmark, fremtidens kvindehåndbold. Derfor har landstrænerstillingerne i mange år være fuldtidsstillinger i DHF.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard mener til sammenligning, at landstrænerjobbet sagtens kan kombineres med et job som klubtræner. Faktisk kan det være en fordel for landsholdet og dermed DHF, at en dansk landstræner holder sig i kampform via et job som klubtræner, mener han.

- Jesper Jensen må stå som nummer et, to og tre på ønskelisten til en ny landstræner, sagde Nyegaard i begyndelsen af januar.

- Han må være det oplagte valg.

Vil du høre mere om, hvad Bent Nyeggard mener om sagen? Og Jesper Jensen ellers har af kommentarer? Så tænd for TV 2 SPORT klokken 18.00, hvor en del af optakten til topkampen mellem Team Esbjerg og Viborg HK kommer til at handle om netop det ledige landstrænerjob og Jesper Jensens mulig kandidatur.