Håndbold

Aalborg-fløj sendte særlig hilsen til modstanderens fans

Mark Strandgaard sendte en hilsen til hjemmeholdets fangruppering umiddelbart efter slutfløjt.  TV 2 SPORT

Mark Strandgaard fra Aalborg fik mange beskeder fra Fredericias fans under onsdagens ligakamp. Han havde derfor en klar besked efter slutfløjt.

Fredericias fangruppe gjorde sit for at presse favoritterne fra Aalborg.

De forsvarende danske mestre var onsdag aften på besøg hos oprykkerne fra Fredericia, og spillerne fra det nordjyske førerhold fik hjemmeholdets fans at mærke.

Så da Mark Strandgaard i de sidste sekunder afgjorde kampen til Aalborgs fordel, sendte han en hilsen afsted ned mod hjørnet af hallen.

- Det er fint, at de bruger så mange penge på alle mulige ting hernede, men måske de også bare skulle arbejde videre stenhårdt. Det er ikke alt, man kan købe for penge, sagde Strandgaard efter kampen til TV 2 SPORT.

Mark Strandgaard skulle især lægge øre til meget, da han i hele anden halvleg var positioneret lige foran HK Ultras fra Fredericia.

Det havde han dog forberedt sig på hjemmefra.

- Jeg var så smart, at jeg havde sat noget vat ind i mit venstre øre. Så jeg hørte ikke alt. Men det er jo klart, at man hører det, når de råber ekstra højt. Det bider ikke på mig i kampen, men det er da klart, at jeg måske lige havde noget, jeg skulle af med, fordi vi havde overhånden til sidst.

Mark Strandgaard sendte den sidste scoring ind, der betød, at Aalborg vandt kampen 33-31.

Mark Strandgaard symboliserede med sin hænder, at alt ikke kan købes for penge.

’Det er god lir’

Og selvom det i kampens hede så ud til, at Strandgaard ikke var særlig begejstret over Fredericia-fansene, er sagen en helt anden.

Han anerkender nemlig, hvor vigtigt det er for hele håndboldsporten.

- Jeg fik mange hilsner fra dem før afslutningen. Jeg synes, det er fedt. Første gang jeg spillede her var tilbage i 2009, og det er nogle af de samme drenge fra dengang, der sidder dernede nu.

- De er med til at løfte sporten. Det giver bare noget krydderi på håndbolden. Så kan det godt være, at alle ord ikke er lige pæne, men det er en fed entusiasme, de har. Det er god lir, og det er en god pingpong, der er mellem fans og spillere, og det skal der være plads til, siger Strandgaard.

Sejren onsdag aften cementerede Aalborgs dominans i den danske liga. De har stadig kun et enkelt nederlag efter 21 kampe.

Fredericia ender med god sandsynlighed i nedrykningsspillet, hvor det lige nu handler om at få så mange point som overhovedet muligt med over.

Aalborg Håndbold er nu meget tæt på at vinde grundspillet i ligaen.