Håndbold

IHF gav dansk toptræner straf, der slet ikke er mulig ifølge reglerne

IHF havde ikke beføjelse til at udelukke Kim Rasmussen på ubestemt tid, fastslår juraprofessor og medlem af CAS.

Det var ti sekunders ugennemtænkt tale, der nu kan koste ham millioner.

Da den daværende ungarske landstræner Kim Rasmussen sagde de efterhånden berømte ord "I got fucked" på et pressemøde efter en kamp til VM i december, sad den 47-årige danske træner på podiet i VM-arenaen i japanske Yatsushiro uden anelse om, hvad han netop havde sat i gang.

Det er ikke bare noget, man kan, fordi man er almægtig

Juraprofessor og medlem af sportsdomstolen CAS, Jens Evald, om IHF's midlertidige udelukkelse af Kim Rasmussen

Kort tid efter blev han suspenderet på ubestemt tid af det internationale håndboldforbund, IHF, og inden han nåede at få en endelig dom, var han blevet fyret af det ungarske håndboldforbund, der nu også nægter at betale danskeren kompensation for fyringen på grund af hans karantæne.

- Jeg havde lige lavet en ny fireårig aftale, så økonomisk taber jeg utroligt meget over de fire år. Der er bonusser, der er løn, der er mange ting, siger den nu tidligere landstræner for Ungarn, som blev fyret 7. januar.

Men IHF havde slet ikke ret til at udelukke Kim Rasmussen på ubestemt tid.

Det fastslår juraprofessor fra Århus Universitet og medlem af den internationale sportsdomstol CAS, Jens Evald.

- Hvis man læser regelsættet, så findes der faktisk ikke nogen klar hjemmel, der giver IHFs bestyrelse (Executive Committee, red.) mulighed for midlertidig suspension, vurderer Jens Evald over for TV 2 SPORT.

Topfolk tog sagen væk fra disciplinærudvalg

Et internt IHF-dokument, som TV 2 SPORT er i besiddelse af, afslører samtidig, at topfolk i IHF-systemet krævede Kim Rasmussens sag behandlet af IHF Executive Committee - selv om turneringsledelsen havde indstillet til, at sagen skulle behandles af det uafhængige disciplinærudvalg, som normalt tager sig af mulige karantænesager under slutrunderne.

Derfor var det IHF Executive Committee - hvor den omdiskuterede og magtfulde præsident Hassan Moustafa sidder for bordenden - der tog beslutningen om at udelukke Kim Rasmussen på ubestemt tid fra 'al håndboldaktivitet på nationalt og internationalt niveau'.

- Det skal fremgå af en bestemmelse i det pågældende forbunds vedtægter og lignende, før man kan træffe den beslutning. Det er ikke bare noget, man kan, fordi man er almægtig. Det er der ikke noget, der hedder inden for idrætten overhovedet, fastslår Jens Evald over for TV 2 SPORT.

På hvilket grundlag tages beslutningen? Hvis de ikke er klar over det selv, er det en kæmpe skandale

Den svenske træner Tomas Ryde om IHF's udelukkelse af Kim Rasmussen

Afviser IHF's forklaring

IHF har over for TV 2 SPORT ikke været i stand til at udpege en paragraf i forbundets egne regler, som ifølge juraprofessoren retfærdiggør den imidlertidige udelukkelse af Kim Rasmussen. I en mail henviser IHF til artikel 32 i forbundets regler for karantæne for bøder, hvor der står, at "i alle sager, der ikke er omfattet af reglerne, skal IHF Executive Committee tage en beslutning".

Men det kan IHF ikke gøre uden at beskrive hvilke beføjelser, at IHF Executive Comittee i så fald har, vurderer Jens Evald.

- Artikel 32 er en indholdsløs bestemmelse, og det er min konklusion, at den ikke giver hjemmel til en foreløbig udelukkelse. En foreløbig udelukkelse går forud for sagens egentlige afgørelse og kræver en særlig hjemmel, fastslår juraprofessoren.

I det hele taget finder Jens Evald det problematisk at udøve den form for magt over for spillere og trænere.

- Det her betyder, at de mister deres arbejde, og det betyder også, at det skal reserveres til de groveste af de groveste tilfælde, at man midlertidigt suspenderer professionelle sportsudøvere, mener Jens Evald og nævner dopingsager som et eksempel på grove tilfælde.

Også den svenske træner Tomas Ryde, der selv deltog på det omtalte pressemøde med Kim Rasmussen som træner for modstanderen Rumænien, er meget kritisk over IHF's behandling af sagen.

- Kims udtalelse er ikke så pæn, men at han derefter udelukkes på ubestemt tid, og at der først tages en beslutning lang tid efter, overrasker mig meget, siger Tomas Ryde til TV 2 SPORT.

- Og på hvilket grundlag tages beslutningen? Hvis de ikke er klar over det selv, er det en kæmpe skandale, raser den svenske træner.

Langt mildere straf i lignende sag

Den midlertidige udelukkelse var ikke kun i strid med IHF’s egne regelsæt. Den afviger også fra tidligere praksis, hvor lignende sager alene er blevet behandlet af disciplinærudvalget til et VM:

Sådan var det eksempelvis, da den kroatiske landstræner Lino Cervar overfusede de to danske dommere Mads Hansen og Martin Gjeding efter en kamp ved VM for herrer i 2019, hvor Cervar efter kampen kaldte dommerne 'amatører' og krævede dem smidt i fængsel.

Lino Cervar blev dengang ikke midlertidig suspenderet, og han fik heller ingen karantæne, efter disciplinærudvalget havde behandlet sagen. I stedet fik kroaten en bøde på 500 schweizerfranc - cirka 3.500 danske kroner.

Kim Rasmussen var udelukket i to måneder og fik en bøde på 5.000 schweizerfranc (cirka 35.000 danske kroner) af IHF's etiske komite, som den 10. februar - to måneder efter Kim Rasmussens udelukkelse - tog den endelige beslutning i sagen.

- Jeg gik over stregen, jeg dummede mig, og jeg tager også gerne en straf. Men den må gerne være fair som i andre tilfælde, siger Kim Rasmussen til TV 2 SPORT.

'Sagerne kan ikke sammenlignes'

I en mail til TV 2 SPORT afviser IHF, at Kim Rasmussens sag kan sammenlignes med Lino Cervars - ifølge IHF fordi Kim Rasmussens udtalelser modsat Lino Cervars faldt på det officielle pressemøde efter en VM-kamp.

Mens Lino Cervar ganske vist kaldte de danske dommere i 2019 for 'amatører' under selve den officielle pressekonference, var det i interviews med kroatiske journalister i arenaen, at han krævede danskerne smidt i fængsel.

Og det er altså - ifølge IHF - den afgørende forskel, der gør, at det var IHF Executive Committee, der skulle behandle Kim Rasmussens sag.

- Kim Rasmussen overtrådte IHF's etiske kode (artikel 5) ved at bruge upassende sprog og skadede på den måde håndboldens omdømme, skriver IHF i mailen til TV 2 SPORT - uden at forklare nærmere, hvorfor Lino Cervars udtalelser ikke 'skadede håndboldens omdømme'.

Derfor appellerer Kim Rasmussen ikke sagen

Kim Rasmussen har mulighed for at appellere den endelige kendelse fra IHF's etiske komite - bøden på 5.000 schweizerfran (cirka 35.000 kroner) og karantænen på to måneder, der ifølge IHF blev sat ned fra tre til to måneder, fordi danskeren efterfølgende undskyldte sine udtalelser over for IHF.

Men Kim Rasmussen ser ikke noget formål med at appellere, som IHF-systemet fungerer lige nu.

- Jeg kan godt appellere den til IHF, men der har de jo sat et gebyr på 10.000 schweizerfranc (cirka 70.000 kroner, red.). Og dem får man ikke igen.

- Så på den måde har de jo også skræmt os væk, der måske gerne vil søge lidt retfærdighed. Det har de sørget for, at der ikke kan betale sig, mener Kim Rasmussen.

Hans karantæne er udløbet, så han er fri til igen at træne håndbold. Efter fyringen som Ungarns landstræner står han dog lige nu uden et trænerjob.