Håndbold

Jesper Jensen bliver kvindelandstræner

Jesper Jensen er præsenteret som ny træner for Danmarks kvindelandshold i håndbold.

Efter knap to måneder uden kvindelandstræner har DHF præsenteret Jesper Jensen som Klavs Bruun Jørgensens afløser.

Det skete på et pressemøde mandag klokken 12.30, hvor den nuværende Team Esbjerg-træner, Jesper Jensen, bliver udnævnt som landstræner frem til juni 2023. TV 2 SPORT erfarede valget af Jesper Jensen mandag formiddag.

- Det bliver en konstellation, hvor Jesper fortsætter i Team Esbjerg. Det har vi løst på den måde, at Lars Jørgensen bliver fuldtidsansat som assistent, siger sportschef Morten Henriksen.

Jesper Jensen blev præsenteret på et pressemøde i Kolding, hvor det også kom frem, at han får Lars Jørgensen som assistent. Det nye trænerteam var til stede, ligesom sportschef Morten Henriksen og generalsekretær Morten Stig Christensen også var mødt op.

- Det er det største job, der er i dansk damehåndbold. Jeg er ydmyg omkring det, for det er store sko, der skal udfyldes, lød det fra Jesper Jensen selv.

- Der er et stort og stærkt fundament, som Lars og jeg kan bygge videre på. Det gør mig stolt at blive udvalgt.

Lyn-analyse

Han har bevist sit værd, senest i Team Esbjerg. Og så synes jeg, det er en vigtig ting, at vi får en landstræner, der er tæt på kvindehåndbold - både i Danmark og internationalt. Han har virkelig damehåndbolden under huden, og det bliver en stor gevinst for kvindelandsholdet. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Har trænet både kvinder og mænd

Jesper Jensen var i mange år en stor profil i dansk herrehåndbold, og han er blandt andet noteret for 120 landskampe. Efter sin aktive karriere blev Jesper Jensen cheftræner i Vejen i 2013, inden han skiftede til Aalborgs herrehold sæsonen efter. Her endte Jesper Jensen med at blive fyret i 2016 på grund af skuffende resultater, hvorefter han blev assistent for Lars Frederiksen i Team Esbjerg i januar 2017.

I maj samme år blev Jesper Jensen forfremmet til cheftræner i Esbjerg, med hvem han blandt andet er blevet dansk mester. I oktober 2019 forlængede Jesper Jensen sin aftale med Esbjerg frem til 2022.

Jesper Jensens første store opgave med landsholdet bliver EM 2020 på hjemmebane. Mesterskabet spilles i december.

DHF har talt med mindst fire kandidater

Kvindelandsholdet har været uden landstræner, siden Klavs Bruun Jørgensen stoppede 8. januar 2020. Den beslutning tog han og Dansk Håndbold Forbund i fællesskab i forbindelse med evalueringen af VM 2019, hvor Danmark blev nummer ni.

Klavs Bruun Jørgensen overtog det danske kvindelandshold i 2015, hvor VM på hjemmebane blev hans første slutrunde som landstræner.

  • VM 2015: Nummer seks
  • EM 2016: Nummer fire
  • VM 2017: Nummer seks
  • EM 2018: Nummer otte
  • VM 2019: Nummer ni

Siden afskeden med Klavs Bruun Jørgensen har DHF ført samtaler med mindst fire forskellige trænere, har TV 2 SPORT tidligere erfaret. De fire er den tidligere ungarske landstræner Kim Rasmussen, den nuværende træner for TTH Holstebros herrehold Patrick Westerholm, den nuværende Molde-træner og tidligere hollandske landstræner Helle Thomsen samt nuværende Team Esbjerg-træner Jesper Jensen.

TV 2 SPORT har tidligere erfaret, at de tre førstnævnte er blevet fravalgt. Nu ligger det fast, at Jesper Jensen er valgt til.

Morten Henriksen, sportschef i Dansk Håndbold Forbund, begrunder valget af Jesper Jensen.